Kviekød skal blive mere attraktivt: Her er slagteris bud på produktionsøkonomien

Danish Crown Beef har sat strøm til et nyt koncept for kvier. Her er deres bud på økonomien i at producere.

Det røde oksekød, som er importeret, skal fravristes dets plads i køledisken. I stedet skal den ledige plads fyldes op med produkter fra konceptet Premium Kvier, mener Danish Crown Beef, som har sat strøm til et nyt koncept.

Som navnet antyder handler det udelukkende om kød fra kvier, og det er et ufravigeligt krav, at kvierne skal være krydsninger mellem malke- og kødkvægsrace. Konceptet henvender sig ifølge Danish Crown Beef til flere typer af kvægbrugere. Ved et arrangement om krydsningskalve, afholdt af blandt andet Seges, gav Danish Crown Beefs ejerkonsulent Flemming Hølmkær, et bud på produktionsøkonomien i at opfede kvier til konceptet.

Ud fra de anviste forudsætninger, som er et bud fra slagteriets side, kan der opnås et dækningsbidrag på knap ti kroner per foderdag, eller hvad der svarer til godt 4.700 kroner per produceret kvie.

Ifølge Flemming Hølmkær vil det være et plus for økonomien i at fede krydsningskvier, hvis de kan fedes op på en stor andel kløvergræsensilage og en lidt mindre mængde majsensilage. Kan de afgræsse arealer og opretholde en fornuftigt tilvækst vil det også være positivt for økonomien, sagde han.

- Et godt bud vil være, at de skal foderes med totredjedele kløvergræsensilage og så en tredjedel majsensilage. Man skal være opmærksom på, at der nok skal tilkøbes lidt proteinfoder til de yngste kvier, imens de ældste, som skal fedes færdige, skal fodres med ekstra stivelse fra eksempelvis korn eller majs, sagde han.

Faktaboks

Et forslag til DB-kalkule:

Omkostninger

Køb af 2,5 måneders kvie på 100 kilo 1.850 kroner

150 kilo korn, 255 kroner

250 kilo kalveblanding, 550 kroner

2.200 FEN græs- og majsensilage, 2.860 kroner

200 kilo halm, 120 kroner

45 kilo mineraler, 200 kroner

Dyrlæge og medicin, 100 kroner

300 kg strøelse, 180 kroner

Diverse, 200 kroner

I alt 6.315 kroner.

 

Indtægter

Slagtepris, 300 kilo (uge 44 notering) 8.565 kroner

Ejersatser, Danish Crown, 570 kroner

Koncepttillæg, 900 kroner

Slatepræremie (2022-tal) 960 kroner

I alt 10.995 kroner

 

Dækningsbidrag på 4.860 kroner/ 9,85 kroner per foderdag

 

Forudsætninger: 1.000 gram daglig tilvækst, 53 procent slagteprocent, slagtealder på 18 måneder og et foderforbrug på 5,5 FEN per kilo tilvækst.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.