Pludselig blev køerne syge, foderblanderen manglede udstyr

Forhandler, importør og rådgiver gik konstruktivt ind i arbejdet for at få fuldfoderblanderen til at fungere korrekt.

Da Søren K. Nielsen, mælkeproducent på Mors, for et par år siden fik ny fuldfoderblander, var han vældig godt tilfreds. Det kompakte fuldfoder, som køerne får, så fint ud. Når han kiggede ned i fuldfoderblanderen, mens den arbejdede, kom foderet op som en paddehat i midten og faldt ned ude i siden, og det så umiddelbart rigtigt ud.

»Min fodringskonsulent kunne ikke forstå, at vi hele tiden havde fem køer, der havde dårlig mave, og justerede foderplanen, så den blev mere robust, men problemet fortsatte«, husker Søren K. Nielsen.

Da han skiftede til non-GM-foder i januar, samtidig med at det blev koldt, blev det helt galt med køerne.

»Pludselig kunne jeg også se, når jeg læssede foder af, at det sidste, der kom ud, var rent kraftfoder. Der kunne ligge 300 kg på en snegl, der ikke var blandet ordentligt i«, siger han.

Ikke klædt godt nok på

Han sendte billeder til sin rådgiver hos KvægXperten, der involverede Niels Bastian, chefkonsulent, Seges. MI, der importerer foderblanderen, og Hundahl, hvor han havde købt den, involverede sig også konstruktivt i udfordringen.

»Vi havde ikke købt en discountudgave, tværtimod, men alligevel var der ingen sneglesko, som jeg aldrig havde hørt om, og der burde have været flere knive på sneglene, og nogle af dem burde have været længere«, siger han.

I starten, hvor den ikke var slidt, gik det godt nok, men efterhånden som fuldfoderblanderen blev brugt, var udstyret slet ikke tilstrækkeligt.

I dag har foderblanderen fået 8 knive i stedet for seks, og nogle af knivene er lange, - før var alle korte. Desuden er sneglenes stilling flyttet lidt.

»Nu virker det fint. Den laver et rigtig godt arbejde. Det er ikke noget med mærket at gøre, men udstyret indeni skal være i orden og passe til opgaven«, siger han.

Manglede specialist

I dag er Søren K. Nielsen lettet over, at problemet er løst.

»Det har kostet et eller andet i stalden, og det kan vi ikke helt sætte tal på. Jeg savner, at der var en, som var specialiseret i fuldfoderblandere, inde over, så jeg havde fået dækket behovet fra starten. Det vil jeg i hvert fald opfordre til, at andre sikrer sig«, siger Søren K. Nielsen.

Faktaboks

5 gode råd, når du køber fuldfoderblander:

  1. Hvad skal den kunne: Definer opgaven. Der skal mere udstyr til at lave kompakt fuldfoder end ordinært fuldfoder.
  2. Tjek tilbuddet: Vær opmærksom på, om det nødvendige udstyr er med i tilbuddet. Det gælder antal knive, knivlængde, slæbesko mv.
  3. Tjek foderbordet: Det er vigtigt af følge med i, hvad der ligger tilbage på foderbordet, og se, om køerne sorterer i det. Ager efter det.
  4. Få hjælp til opstart: Både din kvægrådgiver og importøren kan være behjælpelig med at identificere dine behov før køb. Få hjælp af importøren til indkøring.
  5. Indstilling: Ligesom en såmaskine og mejetærsker skal fuldfoderblandere indstilles korrekt for at virke optimalt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.