Rådgivere indleder massiv jagt på spild i staldene

Der er spild på alle kvægbrug, og det skal findes og fjernes, lyder målet i ny samlet kampagne.

Der er spild af ensilage, mælk, kalve, kvier, køer, tid og penge.

Der spildes på alle kvægbrug i større eller mindre omfang, men nu skal spildet jagtes.

Sådan lød det på kvægkongressen fra Anne-Mette Søndergaard, Thorkild Moos og Erik Andersen. De står i spidsen for henholdvis LandboNords Kvægrådgivning, LandboSyds Kvægrådgivng og Økologi Rådgivning Danmark. Og selvom de og landets øvrige kvægrådgivningscentre i daglig tale er kon-kollegaer, slår de sig sammen i jagten på spild i kvægbruget.

Det med jagt skal man tage meget bogstaveligt. Således blev deres session indledt og afsluttet med jagthornsblæsning, ligesom de tre rådgivningschefer mødte frem i jagttøj.

Fælles jagt

Ligesom rådgivningscentrene er fælles om kampagnen, skal landmændene, og deres ansatte og fagrådgivere også være fælles om jagten på de enkelte bedrifter.

»Nogle gange skal I måske også spørge ud til medarbejderne, hvor de finder spild eller spilder tid og spørge dem til, hvordan de ser det kunne ændres. I skal ikke selv opfinde alle løsninger, for det kan I ikke«, sagde Anne-Mette Søndergaard.

Og hvor skal man så lede, tænker du.

Overalt, lød det prompte på kongressen.

»I skal ud i marken, i stalden, ved siloerne overalt. Spild kan være alle steder«, sagde Erik Andersen.

Køerne spilder tiden

Undervejs i indlægget kom adskillige eksempler på spild. I Thorkild Moos’ eksempel var det en kvægbedrift, som havde udvidet i eksisterende rammer over flere år uden at tænke meget på logistik. I eksemplet havde landmanden bygget en ekstra stald, som var tiltænkt goldkøer, kælvekvier og nykælvere, men som hurtigt også skulle huse en gruppe malkende køer.

»Og det er selvfølgelig ikke sket hjemme hos jer, men mon ikke I kender en, hvor det er sket«, lød det provokerende fra Thorkild Moos.

I eksemplet skulle køerne fra den nyeste stald drives igennem den gamle stald før malkning og vente på andre ko-grupper, før de kunne returnere til deres stald.

»Køerne spildte tiden og medarbejderne brugte for meget tid på at flytte køer og låger ved hver eneste malkning«, fortalte Thorkild Moos.

Løsningen blev at etablere en drivgang, som forlængst har betalt sig hjem i sparede mandetimer og en ydelsesstigning, som blev større end forventet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.