Sveriges største økolog lægger om til konventionel

Vadsbo Mjölk stopper fra årsskiftet med at producere økologisk mælk.

Sveriges største producent af økologisk mælk, Vadsbo Mjölk, dropper økologien til årsskiftet.

Ifølge det svenske landbrugsmedie ATL sker ændringen, fordi Vadsbo Mjölk ikke kunne indgå en aftale med Arla om at mejeriet skulle aftage de 12 mio. kg mælk, som bedriften i Västergötland i det sydvestlige Sverige producerer hvert år.

Vadsbo Mjölk, som har drevet økologisk landbrug siden 2011, har de seneste tre år haft en kontrakt med Skånemejerierne. En kontrakt som ikke kunne forlænges og som tvang bedriftens ejere til at tage kontakt til Arla.

Direktør Lars Svensson er ikke bitter over Arlas afvisning af den økologiske mælk.

»Det er jo markedsvilkår vi arbejder under, og når mejeriet ikke har kapacitet til at tage mere økologisk mælk, må de jo sige nej. Men vi lukker jo ikke bedriften, vi skal bare lave noget andet,« siger han.

Lars Svensson forventer, at mælkeproduktionen fra de 1.350 køer stiger med otte-ti procent, når de må fodres med konventionel kraftfoder og grovfoder.

De 2.300 hektar, som ejes af selskabet Vadsbo Växtodling AB, fortsætter dog i økologisk drift, bekræfter Lars Svensson.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.