Tre overskuelige tiltag startede vellykket krig mod salmonella

På et år fik Carsten Vandborg bugt med salmonella med hjælp fra Seges Salmonellateam.

Det kom som et chok, da mælkeproducent Carsten Vandborg for et år siden blev ramt af salmonella i sin besætning med 150 malkekøer. Han havde nemlig slet ikke mærket sygdom hos køerne. 

I dag er det overstået og det er usædvanlig hurtigt at være ude af salmonella på et år.

Det skriver KvægNyt.

Kort tid efter at salmonella blev konstateret blev han kontaktet af SEGES’ salmonellateam med tilbud om rådgivning til sanering, og han slog til med det samme. 

”Lige når man står i det og skal til at i gang, er det rigtigt træls. Derfor var det godt at få hjælp fra starten,” forklarer Carsten. 

Det første rådgivningsbesøg foregik sammen med hans praktiserende dyrlæge og dyrlæge Malene Budde fra SEGES. 

”Vi tog en runde på bedriften, hvor jeg forklarede om min hverdag og mine rutiner fra ende til anden. 

Efterfølgende snakkede vi os frem til tre tiltag, jeg skulle starte med: Blodprøvning af ungdyrene, hyppigere vask og rengøring af vandkarrene i kostalden samt hyppigere rengøring af fodertrugene i malkerobotterne,” fortæller Carsten Vandborg. 

Han fik lagt de to rengøringstiltag ind i en fast rutine, og han var glad for, at de var få og enkle. 

”Det må ikke være for mange og for besværligt – så bliver det uoverskueligt,” forklarer han. 

Trygt med en hotline 

Nogle måneder senere fik Carsten endnu en gang besøg af dyrlæge Malene Budde. Igen tog de en runde og en snak på bedriften, hvorefter de nåede frem til tre yderligere tiltag. I den mellemliggende periode havde han flere gange benyttet sig af muligheden for at ringe eller sms’e til Malene Budde, når der var noget, han var i tvivl om. 

”Det var en rar tryghed at have,” fortæller han. 

Og her knap et år senere har tiltagene altså båret frugt. Spørger man Malene Budde, kan hun føje til Carsten Vandborgs historie, at en væsentlig del af succesen i høj grad kan tilskrives, at Carsten har fulgt de aftalte tiltag til punkt og prikke. 

Selv slår han fast, at det eneste, han har investeret, har været lidt tid, ekstra vand til rengøring samt planlægning. Hans budskab til andre kolleger i niveau 2 lyder: 

”Grib den hjælp, du kan få, og tro på det. Det kan lade sig gøre, selvom det virker uoverskueligt til at starte med.”
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.