Video: En god tyrekalv vokser 100 gram i timen 

Vækst uden ballade: Simmental-racen er den gode balance mellem at have en høj tilvækst og et godt temperament, mener Steffen Andersen, der gerne udstiller på 2-3 dyrskuer hvert år.

Steffen Andersen måtte en tur forbi raceforeningerne, da han i 2009 flyttede på landet, for at finde ud af hvilken kødkvægsrace, han skulle vælge. Han er nemlig hverken fra en kvæggård eller landmandsuddannet, så han havde ikke arvet nogen race hjemmefra. Han endte dog med ikke at være i tvivl om, at det skulle være den schweiziske race Simmental.

»Det, jeg fik ud af at ringe rundt, var, at Simmental passer mig bedst. Det var både noget med størrelsen og temperamentet, for vi vil gerne have noget kød ud af det og samtidig dyr, der er rolige. Det er utrolig vigtigt, når man har familien med«, opsummerer han. 

Valget af den tredjemest almindelige kødkvægrace i Danmark målt på renracede køer har han aldrig fortrudt. Køerne giver en masse mælk, og racen bruges visse steder i Tyskland stadig som malkerace. For kødkvægavleren betyder det, at kalvene kommer godt i gang med at vokse, selv hvis koen får tvillinger, og det gør de faktisk tit, og så er der en god tilvækst hos dyrene. 2.000 gram eller mere om dagen er ikke unormalt.

»En god tyrekalv vokser 100 gram i timen fra fødsel til slagtning«, siger han. 

Vild med dyrskue

Steffen Andersen blev hurtigt grebet af dyrskuer og avlsarbejde. Han er aktiv avler og følger op på dyrenes tilvækst med vejning ved 200 og 365 dage, og det man ellers skal notere. 

»Jeg synes, at avl er spændende og vil gerne samle så mange tal som muligt, så vi kan få en fremgang«, siger han. 

Racen er da også blandt de racer, der har haft størst fremgang i indeks de senere år.

Siden starten har han købt en del dyr ind i takt med, at han har lært, hvad der skal til for at udstille. 

»Jeg har ikke haft tålmodighed til selv at avle alt det frem, jeg gerne ville have, og i starten vidste jeg ikke så meget. Jeg har betalt min studiegæld, og jeg burde have haft en rådgiver med fra starten«, siger Steffen Andersen med et smil. 
 

Læs mere i Magasinet Kødkvæg der netop er udkommet

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.