Video: Konfirmationspengene gik til de første ammekøer

Vildere og vildere: Da Mads Kynde startede, kunne han ikke få nok, men nu vil den 20-årige landmand sige stop ved 30 ammekøer – det er trods alt kun hobby.

Da Mads Kynde var dreng, hørte han en ældre landmand sige, at putter man en krone i en ko, får man to kroner igen. Så da han blev konfirmeret, var det som om intet kunne standse ham. Konfirmationspengene blev brugt på to kvier ved en lokal landbrugsauktion. Det blev også en god forretning, for hans far betalte foderet, og han fik penge for kødet. 

Da han for et par år siden fik sin første løn som faglært landmand, gik pengene også til at udvide besætningen. Dengang med to anguskøer med kalv á 8.500 kr. pr. styk. Dermed var den unge mand, som i dag er 20 år, godt i gang, og nu tæller besætningen 5 ammekøer plus opdræt. Angus er på vej ud igen, og ammekøerne er især hereford og krydsningskøer, hvor han foretrækker sdm-blåhvid-krydsninger.

»Når moren er en krydsning med malkekvæg, giver de meget mælk, og det giver også gode kalve«, siger han. 

Samtidig opkøber han krydsningskalve fra mælkeproducenter og synes, at han kan få en god forretning ud af at holde dem som kødkvæg.

»De har det bedst, når de går ude, og det har jeg også«, siger han. 

Han har en aftale om at aftage yderligere 10 krydsningskalve fra en mælkeproducent før jul. 

God økonomi

Økonomien er fin.
»Det kan fint gå rundt, det er jo hobby. Man får jo heller ikke løn for at gå til håndbold. Indtægterne skal bare betale foder, traktor og den minilæsser, som jeg ejer sammen med min far«, siger han.

Faren er tømrer og det passer begge fint at have en halvpart i minilæsseren.

Til daglig arbejder han som hovedansvarlig på et svinebrug, han har også købt et hus i byen, han med venners hjælp er ved at sætte i stand, og så står der en Audi Q5 i indkørslen. Gården tilhører forældrene.

I begyndelsen havde Mads Kynde ikke skilt økonomien i dyrene ud fra sin privatøkonomi.

»I de første år gik meget af min løn til dem ude i stalden. Nu kører det på en konto for sig, og den er i plus. Jeg vil ikke låne penge til mit landbrug. Jeg vil have egenkapital«, siger han. 
 

Klik her og se videoen

Læs meget mere om Mads Kynde i Magasinet Kødkvæg 1

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.