Video: Landmand kritiserer at godt kvægfoder snuppes af biogasanlæg

Det er nemmere og afsætningen er mere regelmæssig, når pektinfabrik kører affald til biogasanlæg. Landmand kritiserer bæredygtigheden.

Niels Bodilsen, der har en større dexterbesætning, kritiserer, at pektinfabrikken CB Kelco ikke længere sælger pektinaffald til kvægfoder, og det er stik mod politikernes intention, at pektinfoder bliver til gas, mener han.

Problemet er, at da Solrød Biogas blev bygget, begyndte de at aftage alt det pektinfoder, der tidligere blev solgt til kvægbrug, for at bruge det i biogasproduktionen i stedet.

”Jeg har været meget glad for at fodre mine dexter med pektinfoder gennem årene”, siger han.

For kødkvæg ligger kvaliteten i, at pektinfoder fylder meget i maven og ikke er særlig energirigt, hvilket er den helt rigtige sammensætning, når koen går gold, påpeger han.

Niels Bodilsen mener ikke, at det er den mest bæredygtige løsning at bruge pektinfoderet til biogas, når køerne kunne have brugt det som foder.

Vigtigt for fabrikkens udvikling

Jørn Stryger, fabriksdirektør fra pektinfabrikken CP Kelco, siger til LandbrugsAvisen, at han er ked af ikke længere at levere pektinfoder til landbruget. Han peger på, at det blev for dyrt, da det ofte skulle køres langt, kvalitetskravene til foder var høje i fordyrende i modsætning til, når de leverer til biogas. Endelig var afsætningen ikke jævn og stabil nok. Derfor lavede man en aftale med Solrød Biogas om at bruge pektinaffaldet, og den er en forudsætning for biogasanlæggets eksistens.

Bliver til bæredygtig energi

Bestyrelsesformand i Solrød Biogas og borgmester i Solrød, Niels Hörup, afviser, at det ikke er bæredygtigt at bruge pektin til biogas.

”Pektin er fyldt med metan, og er en meget bedre energikilde end kvæggylle, og ved at anvende pektin i produktionen hos Solrød Biogas tager vi et restprodukt fra industrien, som måske ellers ville være gået tabt, og genbruger det til grøn energi”, siger han.

Solrød Biogas reducerer CO2-udledningen med ca. 65.000 ton om året. Restproduktet bliver brugt som gødning på lokale marker, og fortrænger kunstgødning og mindsker CO2 aftrykket.

Solrød Biogas forvandler bl.a. pektin, fedtemøg (brunalgerfra Solrød Strand) og gylle til energi, der forsyner ca. 7.000 husstande med grøn el og ca. 3.000 husstande med grøn varme.

”Det er ren win win. Samtidig er transporten fra den lokale virksomhed CP Kelco, som vi får pektinen fra, minimal, da virksomheden ligger tæt på Solrød Biogasanlæg,” siger han.

Grotesk

Niels Bodilsen mener dog ikke at pektinfoderet ville gå tabt, hvis ikke biogasanlægget var der. Tværtimod peger han på det groteske i situationen.

”Politikernes intention er at man ikke bruger fødevarer til af fodre dyr. Pektinfoder kan ikke bruges som fødevarer men er godt kvægfoder, og biogasanlægget kan jo få det, som kommer ud af koen i den anden ende. Jeg er dybt utilfreds”, siger han.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.