Fabrikker og dyrkere er enige: Vi skal have flere sukkerroer i Danmark

Ugen På Spidsen: Arealet med sukkerroer er faldet de seneste år. Det skal der ifølge Nordic Sugar laves om på. Alle kan byde sig til, og det giver god mening, skriver ugens klummeskribent på Mark.

Go’daw jeg hedder Lars Kelstrup. Jeg vil præsentere dig for et godt tilbud:

Frem til 31. august kan du tegne kontrakt på levering af sukkerroer til Danmarks to tilbageværende sukkerfabrikker i Nakskov og i Nykøbing Falster.

Du kan levere sukkerroer på èt- eller tre-årige kontrakter, og du kan vælge, om det skal være til fast eller variabel pris.

Nordic Sugar betaler transporten af roerne de første 80 kilometer til fabrikken.

Mere lønsom produktion

Beslutter du dig for at blive sukkerroedyrker - eller at udvide dit areal med sukkerroer - er du med til at sikre en mere lønsom produktion af sukker på fabrikkerne.

Lave sukkerpriser på verdensmarkedet har nemlig ført til, at arealet med sukkerroer i de seneste år er faldet fra 35.000 til 29.000 hektar.

Det er for få roer til at produktionen på fabrikkerne kører økonomisk optimalt.

Derfor ønsker Nordic Sugar, at arealet bliver øget til 33.000 hektar.

Lykkes det, vil økonomien på fabrikkerne forbedres, og det øger mulighederne for en bedre afregning til dyrkerne.

Alle kan byde sig til

Selvom økonomien ved at dyrke sukkerroer ikke er så god som tidligere, så kan man stadig tjene penge på det hvide guld.

Beregninger fra Vkst viser således, at bundlinjen ved at dyrke sukkerroer er 2.000-2.500 kroner bedre pr. hektar, end hvis man dyrker maltbyg eller vinterhvede.

Dyrkning kræver dog knowhow og relativt store investeringer.

Overvej derfor beslutningen grundigt, inden du udvider arealet eller melder dig under fanerne som ny sukkerroedyrker.

Lars Kelstrup er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.