En rigtig Classic-traktor: Knæk og 100 hk!

Fra 1960’erne boblede det med store, tunge trækdyr hos forskellige traktorproducenter. Massey Ferguson stod klar med sin knækstyrede traktor først i 70’erne.

Denne artikel har tidligere været bragt i TraktorTechs faste artikelserie om klassiske traktorer Classic. Hvis du vil læse artiklerne fast, så kan du abonnere på TraktorTech ved at gå ind i LandbrugsMediernes online butik.

 

Tilbage i december 1971 havde Massey Ferguson en spektakulær traktor med på The Royal Smithfield Show i London.

Det var nemlig første gang, at MF’s nye og store knækstyrede traktor MF 1200 blev vist frem.

Motormæssigt kom den med en motor fra MF’s egen motorproducent, Perkins, med en Perkins 6.354, som var en 5,8 liter, 6 cyl. motor. Motoren var kendt som en yderst stabil motor, der erstattede de gamle P 6 motorer m.m. fra 1960.

Den variant, der blev brugt på de første MF 1200 modeller, havde dog en anden vandpumpe og oliesump end de normale, og der var ligeledes nogle små ændringer ved topstykket.

Det resulterede i en motor, der røg meget, havde et højt brændstofforbrug, en lav effekt, som kun lige akkurat nåede det i brochuren angivne niveau, og så var den til tider vanskelig at koldstarte.

Fra Manchester

Førerkabinen var med plant gulv og var produceret af virksomheden Cabcraft i Wolverhampton og havde et støjniveau på 88,1 dB(A). Kabinen var bygget sådan, at den var styrtsikker, som de engelske love krævede fra 1976.  Den første produktionsmodel blev først færdig i juni 1972. Ledelsen i engelske MF besluttede, at MF 1200 modellen skulle bygges i deres mindre virksomhed i Manchester, hvor bl.a. MF 50 B rendegraver og entreprenørmodellen blev bygget.

Ændrede bremserne

Ledelsen hos MF i UK var i begyndelsen ikke særlig fokuseret på forbedringerne, som denne model krævede, men det ændrede sig mod slutningen af 1978. I begyndelsen blev der benyttet tørre skivebremser, og de blev undervejs lidt større med typerne anvendt på den fransk byggede MF model 1080.

Servicefolkene havde undervejs eksperimenteret med våde skivebremser, som blev brugt på de større -5 og -8 modeller. De blev også senere indbygget på seriemodellerne som tilbehør. Der blev ligeledes ændret lidt på det hydrauliske system til styring, MP og hydrauliske udtag.

Porsche eller ZF?

Oprindelig var det tanken, at modellen skulle leveres med en 8 + 2 transmission eller en 12 + 4 MP version, hvor MP koblingen var blevet udbygget med fire friktionsplader, men det er uvist, om der overhovedet blev leveret modeller med 8 + 2 gearkasse. I efteråret 1976 blev der introduceret en lidt ændret gearkasse med bl.a. et 1. gears hjul sæt, som var en halv tomme bredere og med tandhjul i konstant indgreb, som ofte blev kaldt en Mk. 2 version af den gamle MF 178 gearkasse.

Hos MF’s fabrikker i Beauvais i Frankrig var man begyndt at sysle med synkromesh gearkasser efter det gammelkendte Porsche koncept, men det holdt ikke særlig godt. Derfor begyndte man lidt senere at sysle med en gearkasse med ZF synkromesh på 2. og 3. gear i Banner Lane Coventry i England. Denne version blev påmonteret fra slutningen af 1979.

Bag de tonede ruder

MF 1200 modellen blev i efteråret 1977 solgt som en Mk. 2 version med de mange forbedringer, der var blevet indført undervejs, som tilbehør siden produktionsstarten i juni 1972. Det umiddelbare kendetegn var, at MF 1200 Mk. 2 versionen havde tonede ruder i førerhuset.

I efteråret 1979 blev den forbedrede model 1250 lanceret på markedet. Udvendig lignede den model 1200 på en prik, men der var blevet gennemført en række mindre forbedringer på motor, transmission og hydraulik. Motoreffekten var blevet hævet til 112 hk, og drejningsmomentet var blevet forøget en smule, men nu ved et maksimum på kun 1.100 rpm. Det var sket via ændringer på indsprøjtningssystemet og nogle små ændringer på udformningen af topstykket, og flere af de steder, hvor der med tiden kunne sive lidt olie ud, blev tætnet.

Den seneste gearkasse version med ZF synkromesh havde ligeledes fået nogle små ændringer hist og her, og for- og bagaksel delene var nu opbygget på delene fra MF 590/595 bagakslerne. Hydrauliksystemet var blevet ændret til lidt højere tryk, øget liter-ydelse og en løfteevne, der var knap 30 pct. højere. Den daværende servicechef hos MF har bl.a. nævnt, at det skulle have været denne 1250 model, der blev introduceret i 1972, for så havde salget været langt bedre.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.