Fra ensom vaskerobotsælger til traktor-manager i otte lande

Torben Pedersens liv har været maskinbranchen. Fra tiden "hjemme" i Agrometer, traktorsalg med Agco og svenske vaskerobotter. Nu er han manager for traktormærke i otte lande.

Det rykker lidt i ham for at komme afsted.

Ned til traktorfabrikken og alle de mange tusind mennesker, der arbejder med traktorproduktionen hos Deutz-Fahr og resten af produkterne hos SDF-gruppen.

Corona har gjort starten – siden 1. februar – til en lang række online møder – men trods den indestængte start kan man ikke tage begejstringen for Torben Pedersen, som har taget hul på et nybagt job som salgschef for Deutz-Fahr i de nordiske lande og Baltikum efter et ophold med salg af vaskerobotter til svinestalde hos svenske Envirologic.

Er det sjovere at snakke hestekræfter og traktorsegmenter end vask i svinestaldene?

”Ja, det er lidt sjovere. De kan godt spytte nogen vaskerobotter ud i Glyngøre(hos Washpower red.), men der var lidt langt fra Upsala til Danmark”, siger han og er straks gået i gang med at sætte sig ind i Deutz-Fahrs udvalg af traktorer og bl.a. glæder sig til at arbejde mere med at få udbredt Deutz-Fahrs spritnye 8-model.    

Du har jo været hos bl.a. Agrometer, Dalbo og Agco. Er der sjovt at kaste sig ud i nye projekter?

”Jo, det er det, men det er også lidt tilfældigheder nogle gange. Man skulle lige vænne sig til at ikke at gå og bestemme selv(som det var hos Agrometer red.). Når det er på en anden måde, så passer det fint med en stor forretning. Der er 4.000 mennesker i SDF(koncernen som ejer Deutz-Fahr), så det er en hæderlig størrelse med system i tingene”, siger han.

Og så er missionen vel, at Deutz-Fahr skal sælge lidt flere traktorer i Danmark?

”Ja, det må være ideen”, siger han med et smil og anerkender præmissen om, at traktormærket der i et land som Tyskland har en af de højeste markedsandele, ligger meget langt fra den position i Danmark.

”Der er jeg så heldig, at det næsten kun kan blive bedre. Det har været lidt tungt i Danmark. Og det har de kunnet se, at man måtte gøre noget anderledes”, siger han med henvisning til, at Deutz-Fahr fremover selv vil stå for kontakten med de danske forhandlere i stedet for via et importørled, som i mange år har været HCP.  

Hvad skal der så ske?

”I første omgang skal vi tættere på markedet og finde ud af, hvad der så skal gøres, og så må vi få lavet en plan, som hovedkontoret også kan se sig selv i”, siger han.

Du får ansvar for otte lande. Skal du klare det helt alene eller have kolleger?

”I første omgang er det et enmandsband, men der er otte lande at holde øje med, så det ligner en region, som kan have et lille kontor, der støtter op omkring om tingene, så kan komme ud og hjælpe til, når der bl.a. skal handles med store maskinstationer og indkøbsforeninger. Nogle af kunderne er i dag lige så store som forhandlerne, så det er krævende handler”.

Hvorfor er Deutz egentlig ikke større i Danmark?

”Det er der jo nok mange årsager til, og det skal vi se mere på og så lave en plan. I hvert fald kan man sige, at det er for lidt at sælge 30 traktorer om året for alle parter”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.