Morgenposten: Agromek-stjerne afslører stor nyhed i Traktordanmark

Maskinernes nyhedsoverblik mandag morgen drejer sig denne gang bl.a. om stor overraskelse for Traktordanmark og et bud på, hvorfor det her bliver en god uge for Valtras salgschef.

God mandag morgen,

Det har været skønt at være redaktionschef de sidste tre uger på vores ”kanal”, hvor vi har sendt video-serien ’Piloterne’.

Her har vi fulgt med i glæderne, bekymringerne og kundskaberne hos tre traktorpiloter, som går op i deres arbejde og sætter en ære i at lave et godt stykke arbejde med deres traktorer og maskinpark.

At det samtidig har givet os en masse trafik, fordi en stor del af vores læsere har set filmene, er også værd at tage med. Du får lige muligheden for at gense dem her:

Se sidste afsnit af Piloterne: Nye maskinproblemer og sårekorder
Se afsnit 2 af Piloterne: Når der kæmpes for at få høsten i hus (27. sep)
Ny serie om hverdagens helte: Se første afsnit af Piloterne


Samtidig er det lidt tungt her mandag morgen. Ikke flere afsnit. Festen er forbi. Heldigvis er der en del andre godterier, som venter i posen i de kommende dage.

En del af herlighederne ved vores job er i øjeblikket at se nærmere på, hvem som har fået de mange stjerner ved årets Agromek-uddeling. Listen ligger offentlig på Agromeks hjemmeside.
Jeg må indrømme, at jeg spærrede øjnene op en ekstra gang, da jeg igen tog et hurtigt kig igennem listen for traktornyheder her til morgen. Som lovet i overskriften vender jeg tilbage til det om lidt. 

Først skal vi lige igennem et par af ugens historier fra sidste uge:

Traktorkøb betaler sig

Vi fik nemlig set nærmere på priserne for køb versus operationel leasing på en større timepris.

Beregningerne stod maskinstationsfolkene hos DM&E for, og det er meget interessant. Beregningerne, hvor traktormærkerne har fået anonymitet for at være med, viser, at i fire ud af fem tilfælde kan der spares tusindvis af kroner, hvis traktoren bliver købt i stedet for erhvervet via operationel leasing.

Læs mere her:

Nu er der sat tal for timepris på stortraktorer

Få i øvrigt mange flere tal i papirudgaven af LandbrugsAvisen Maskiner, som blev sendt rundt i torsdags.

Lastbil på lastbil henter Fiona

I den mere kulørte ende af skalaen fandt vi en lidt anderledes udgave af Ugens Handel-historie i fredags.


Kolding Maskinforretning havde nemlig lagt dette flotte og lettere besynderlige billede ud, hvor en transportør med landeskiltet LT på lastbilen er ved at laste et lettere brugt Fiona såsæt i en god eksporthandel. Få historien om, hvorfor der er placeret en lastbil på en lastbil under lastningen, og kom lidt tættere på eksport af brugte maskiner i denne historie:

Vilde metoder når der handles med gammel dansk

Ny McCormick-importør har fået stjerne

Helms TMT-Centret har hentet stjerner for to produkter ved, viser Agromeks offentliggørelse af stjernerne forleden. Den ene går til en presser fra McHale. Mere overraskende er det, at Helms også har fået en stjerne for lanceringen af McCormicks nye trinløse mellemstørrelse-traktor, X6 VT-Drive.

De importører da ikke McCormick, ville man nok tænke ved første tanke. Men mon ikke det er rigtigt nok, at de er på vej til at gøre det, siden Agromek lægger sådan en nyhed ud her?

https://www.agromek.dk/for-besoegende/aktiviteter-paa-messen/agromek-stars/se-nyhederne?AgronewsID=991

Du kan i øvrigt få en hurtig opsummering over, hvem som har fået tre stjerner for sine nyheder her:

Se hvem der har fået flest Agromek Stars

Tørken rammer maskinerne

Det er ikke længe siden, at forskerne fra Københavns Universitet på bestilling af minister Ellemann også kom frem til, at tørken kommer til at koste mere end seks mia. kr. Læg så oven i hatten, at eks. smågrisepriserne i øjeblikket er katastrofalt lave.

Hvor vil jeg hen?

Jo, vi har undersøgt en større gruppe læseres forventninger til maskininvesteringer i 2019 og sammenhængen med tørken. Og her siger hver tredje landmand, at de i øjeblikket går og tænker, at vil droppe de planlagte maskininvesteringer i 2019. Dertil vil en gruppe nedskalere investeringerne.

Læs hele historien her:

Hver tredje landmand vil droppe maskinkøb

God uge for Spejlborg

Men alt er ikke sort i sort. Når vi kigger nogle dage frem, så fornemmer jeg, at der er en god nyhed i vente for Valtras salgschef i Danmark, Arne Spejlborg.

Der er nemlig nye tal på vej fra indregistreringerne af traktorer. Og en foreløbig rapport, som jeg har trukket her til morgen, viser, at Valtra klarer sig forbløffende godt – med alle de forbehold, der nu engang skal tages for tal, som ikke er færdige endnu – med en placering på knap 18 pct. af september-markedet – kun overgået af to af de sædvanlige kandidater til førstepladsen, John Deere og New Holland. Forvent også at Case IH vil stå stærkt i måneden, Claas stabilt, mens MF stadigvæk ser ud til at ligge et godt stykke fra fordums styrke. Vi er dog meget klogere, når de endelige tal forventeligt er helt på plads senere på ugen.

Kæmpe brugtcenter holder åbent hus

Ugen byder i øvrigt også på åbent hus hos Semler Agros nye store brugtcenter i Vejrup ved Bramming fredag og lørdag.

Semler kalder det selv for Danmarks største samling af brugte maskiner. Da jeg selv lagde vejen forbi i august stod der på dagen for ca. 100 mio. kr. maskiner, så det er lidt af en samling. Filosofien er, at Semler ikke skal have de brugte maskiner stående rundt i alle afdelingerne, men puljer dem sammen på et sted så vidt muligt for at gøre besøget mere attraktivt.

Om en time eller to er der i øvrigt bebudet en større nyhed indenfor maskiner og præcisions-landbrug. Jeg blev ringet op af en aktør, som fortalte om nyheden i fredags. Jeg må dog hverken fortælle, hvad det drejer sig om eller give et lille hint. Så følg med hjemmesiden lidt senere..

Ha’ en fortrinlig uge.  

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Ligger du inde med en god historie til de kommende dage, så ring til 40283032 eller skriv til cjj@landbrugsavisen.dk.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.