Morgenposten: Canadisk ide spændes for første gang på dansk traktor

Maskinernes egen morgenpost ser nærmere på et nyt høstredskab på dansk jord, nyt om New Hollands store traktorintroduktion – og lidt rumstering omkring nye store maskiner fra John Deere.

God mandag morgen,

Der barsles med en hel del nye traktorer for tiden, en global kæmpe lancering af en ny stortærsker fra John Deere(som på dansk jord var noget stilfærdig) er skudt i gang og så altså en lidt anderledes form for skårlægger.

Med andre ord savner man ikke nyheder og maskiner at skrive om sådan en mandag som i dag.

I dag springer vi lige ud i overskriften. Den canadiske ide kommer fra Honey Bee, der som bekendt importeres af maskinhandleren Johs. Mertz til de danske marker.  

I øjeblikket laver maskinhandleren ”lidt støj” over en skårlægger, der ikke selv kan køre rundt i marken. I stedet påmonteres den enten i frontliften eller på hovedliften, hvis traktoren har en vendbar kabine.  

”Det giver lidt mere frihed til selv at kunne klare det to-tre dage før høst. Vi synes, at det her på 21 fod passer godt i kapacitet og pris for en landmand eller et fællesskab af to til tre landmænd”, siger Christian Holst om skårlæggeren i en historie, som jeg har lagt ud til læsning allerede nu for Morgenpostens trofaste læsere.

Traktoren og skårlæggeren fusionerer

Apropos Johs. Mertz, så stod maskinhandleren også for en god comeback-historie forleden. Mertz har nemlig brugt 2019 på at rette skuden op. Forrige års store underskud er nu fortid til fordel for et øgende salg og overskud på knap et par mio. kr. før skat.

Se her: Stor millionfremgang for den blå Mertz

New Hollands nye stortraktor er landet

Så skal vi til de mange traktor lanceringer.

Vi starter blåt.

Hos New Holland står de lige for døren for en af de største traktorintroduktioner i flere år. For nogle måneder siden kom den første New Holland T8 Genesis hjem til Danmark(til intern New Holland-træning) – og i august og september vil vi se fem-seks enheder her til lands, lyder meldingen til LandbrugsAvisen i forbindelse med, at vi har spurgt på en lille status.  

Traktoren bygges i Midtvesten på CNH’s fabrik i Racine, hvor den nye Case IH Magnum også bygges. Traktorerne er så at sige nære slægtninge, der skal ind og kæmpe på samme marked for stortraktorer med eks. John Deere og Fendt på det danske marked. I august og september kommer yderligere fem-seks T8’ere hjem. Hos CNH Industrial Danmarks New Holland-team i Albertslund er forventningen, at New Holland med det nye isenkram kommer længere frem i klassen for stortraktorer.

Groft sagt har New Holland igennem mange år markeret sig stærkt i klassen lige under – mens andre har taget flere markedsandele, når traktorerne blev noget større.

Ifølge marketing manager for Danmark og Sverige, Thomas Pedersen, er den store landvinding sket inde i kabinen – mens motorkræfterne, selvfølgelig opdateret til stage V, er af velkendte proportioner. Han tilføjer, at akselafstanden stadig er på 3,55 meter – altså nok til at have en Fiat 500 stående mellem akslerne, som han formulerer det. 

”Det er en helt nyindrettet kabine med et nyt armlæn, der kan justeres i flere retninger med blandt andet en ny Intelliview 12 skærm, der ud over størrelsen på 12 tommer også har masser af processorkraft i sig. Knapperne til olieudtagene har LED-belysning, så de kan skifte farve, så det passer med farven på udtagene bag på traktoren”, siger han og peger ellers på telematic’en, som for New Holland vil sætte nye standarder i T8’eren, inden udstyret forventes at brede sig ”nedad” i rækkerne i takt med, at New Holland opdaterer andre traktorserier.

”Det betyder, at man kan få en digital konto hos New Holland (til portalten med navnet My PLM Connect) og en app til mobiltelefonen, så man kan se, hvor traktoren er henne, og hvordan den har det. Dermed flytter man data mellem kontor og traktor, når det passer bedst og kan få hjælp via forhandlerens tekniker via fjernopkobling til traktorens skærm over internettet”, fortæller han.

Et mere indgående indblik i mulighederne kunne du øvrigt læse i TraktorTech nr. 6 i 2019, hvor vi bragte en Profi prøvekørsel med T8’eren. 

Nyt TraktorTech: Stortraktor prøvekørt - varsler nyt New Holland kapitel

Nye Fendt-modeller

New Holland er dog langt fra ene at introducere nye traktormodeller. Forleden stødte jeg på Fendts øverste salgschef for ni markeder i vores del af verden.

Tyske Georg Herbig var på sin første rejse efter, at Covid-19 kom til vores del af verden. Han fortæller, at Fendt satser hårdt på at vise de nye Fendt 300- og 700-serier og systemet Fendt One i løbet af næste halvår i Danmark.

Derudover er det stadig forhåbningen, at vi kan få den nye Fendt Ideal-mejetærsker 10T at se i år.

Georg havde i øvrigt også nyt om totalantallet af Ideal-mejetærskere med. Det kan du læse mere om i det her morgenfriske interview:

Georg tripper for at sende de her nye Fendt-maskiner til Danmark

Men Fendt har tilmeldt hemmelig traktor

Hvad Georg og jeg ikke kom ind på i snakken var en helt ny Fendt-traktor, der angiveligt præsenteres her til efteråret.  Arrangørerne bag konkurrencen Tractor of the Year har netop afsløret, at både MF og Fendt har en traktormodel med i feltet, som de har fået lov til at hemmeligholde navnet på endnu.

De tavse traktormodeller skal kæmpe mod Armatrac 1254 Lux Crd 4, Case IH Quadtrac 620, Claas Axion 900, Kubota M7173 KVT, Landini 7-240 V Shift, New Holland T6.160 Dynamic Command og Steyr 6240 Absolut CVT, beretter det norske medie Bedre Gardsdrift.

Maskinredaktionens klimahjælp

Mens Folketinget har haft travlt med at lande en ny klimaplan, så har vi her på redaktionen lavet vores eget lille bidrag. Min kollega John Christensen har nemlig i weekendens papirudgave af LandbrugsAvisen en interessant artikel med seks gode tips til, hvordan du trykker brændstofsforbruget i bund.

Det handler bl.a. om dæktryk, motoromdrejninger, rette størrelse traktor, optimere på arbejdsdybde med mere. Klik på billedet og kom videre til papiravisen her:

 

Ny info om John Deeres X9’er

Sidste uges store maskinnyhed var utvivlsomt John Deeres nye stortærsker X9. Vi har skrevet en del om maskinen løbende siden den kom ud af tæppet under Agritechnica.

Men nu var det altså nu, at John Deere for alvor valgte at frigive en lang række detaljer om maskinen.   

Ifølge John Deere kan X9 høste op mod 60 pct. mere end den nuværende topmodel S790.

Selve tærskearealet på 4,0 m2 er 45 pct. mere end den nuværende topmodel S790 med sine to langsliggende rotorer mod blot én i S-serien.

X9 bliver en serie med to modeller på henholdsvis 639 og 700 hk.

Læs alle detaljerne i Ugens Maskine her:

Ugens Maskine: "Vi ses i sidespejlene"

Sker i ugen

Nu hvor vi er ved John Deere, så kan den store traktorproducent også forventes en større rolle i nyhedsdækningen i de kommende dag.

Torsdag afholder John Deere nemlig et stort pressemøde i den virtuelle verden, hvor journalister fra hele Europa logger ind på et site og følger med, når en ny stortraktor lanceres sammen med et par andre nyheder.

26. og 27. juni er der eftersyn ved auktionen over maskinerne fra konkursboet hos Hjallerup Maskinforretning. Mon ikke der er en del, der lige skal forbi og kigge lidt. Auktionen slutter endeligt i næste uge.

Der er også lige stablet en corona-godkendt maskinmesse op forleden. Det er seks firmaer på Mors, der sammen holder et forvokset åbent hus med åbne dage 1., 2. og 3. juli på deres egne matrikler, så man kan køre rundt mellem aktørerne og se de sidste nye maskiner.

Ha’ en rigtig god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Ligger du inde med en rigtig god maskinhistorie til LandbrugsAvisen eller TraktorTechs læsere, så skriv en mail til cjj@landbrugsmedierne.dk eller ring/sms på 40283032.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.