Morgenposten: Skyhøje maskinpriser – men de er (nok) kommet for at blive

En af Europas største maskinhandlere ser ingen tegn på, at maskinpriserne efter kraftige stigninger det sidste års tid vil ”falde ned igen”.

God mandag morgen.

Hvorfor tager molboerne en stige med, når de handler?

Ja ja, det var fantastiske jokes, vi rendte rundt og fortalte dengang far var dreng ude på den kalundborgjyske pampas.

Om man i dag skal have en teleskoplæsser med i udskudt position for at nå op til priserne, skal jeg lade være usagt. Men alle er enige om, at maskinerne er steget kraftigt i pris. Alligevel er der stor efterspørgsel – og nu melder Danish Agros topchef på maskinfronten, Jens Skifter, ud, at han ikke ser for sig, at maskinpriserne falder ned igen til et ”mere almindeligt leje”.

Hør mere om, hvorfor dyrt niveau er det nye normal.

Først skal vi lige rundt omkring et par friske nyheder fra nyhedsstrømmen.

Verdensnyhed tages i brug i Sønderjylland

Den forgangne uges store tilløbsstykke indenfor landbrugsmaskiner var uden tvivl placeret på Elmegårdens mark ved Frederiks i Midtjylland.

Græsland 22 tiltrak omkring 6.000 besøgende, som kunne se et hav af maskiner og en del solide nyheder, som ikke havde været længe på en dansk mark før. En af dem var nærmest ikke helt færdigsamlet. Her tænker jeg på Votechs 25 kubik, tre-akslede dog walk gyllevogn. Et nyt system kan nu kombinere dog walk med en slæbeskærs bom.

I ugens avis skrev vi mere om den – og i de kommende dage kan du se mere på hjemmesiden.

Vi har selvfølgelig også en lang række nyheder fra Græsland 22, som du kan dykke ned i her:

Se med her: Sådan så det ud, da 6.000 græsnørder så det ypperste grej samlet på dansk jord

 

 

Video: Kuhns nyhed er både bred og fleksibel

Se hvad 4.000 maskinfolk ser på lige nu

En rotorharve kan være mere end en rotorharve

Kuhn viser frøgræsetablering på flere niveauer

Norsk CNH-importør er gået konkurs

Mens Norge pludselig har fået et fodboldslandshold, man igen skal regne som en seriøs konkurrent efter to gange nabobank af Sverige, så er der tumult omkring CNH’s forretning i nabolandet.

Forleden valgte den private CNH-importør AK Maskiner at begære sig konkurs med den begrundelse, at CNH har forværret deres vilkår og en række forhandlere har arbejdet illoyalt imod dem og forsøgt selv at overtage importleddet fra AK Maskiner. Ejerne af AK Maskiner er ellers Norges velkonsoliderede Mercedes-importør Bertel O. Steen – men her blev altså trukket en streg i sandet. Lige op til weekenden gik selskabet Bjarøy Handel så ind og købte aktiviteterne ud af boet – så der nu tegner sig et eller andet håb for fremtiden for de 200 ansatte fordelt over 38 forskellige lokationer i Norge.

Vil du læse mere om den spegede spil med og om CNHs maskiner i Norge, så kan der læses meget mere hos Bedre Gardsdrift eller norske Traktor.

Jens Skifter kan ikke priserne falde igen

Og så til historien bag overskriften.

I weekendens udgave af LandbrugsAvisen har vi et stort interview med Danish Agros koncerndirektør for maskindivisionen Jens Skifter. Her redegør han nøje for en stram forsyningssituation – og ser umiddelbart ikke for sig, at man kan håbe, at de høje maskinpriser er noget, som falder tilbage til ”normale” priser igen.

- Nej, det kan vi ikke se for os. Vi må sige, at man må indregne, at det er steget med 10-15-20 procent. Brugtpriserne følger dog mere eller mindre med op, men der kan være en tidsforskydning, siger han.

Han peger på, at producenterne fortsat står i en situation, hvor de har vanskeligt ved at forudsige forsyningerne fra deres underleverandører og priserne på det.

- Vi hører, at producenterne hele tiden besøger deres leverandører for at følge op. Der er tusindvis af leverandører i Europa, som bliver nødt til at holdes oppe økonomisk for at man kan bygge en mejetærsker med 20.000 dele. I det marked vil nogle producenter nu gerne have bestillinger helt frem til 2024 for at sikre sig, at man kan bygge det. Omvendt ved man ikke, hvad varen koster at producere om tre måneder. Det er en super vanskelig situation, siger han i avisinterviewet og tilføjer, at problemet stort set er det samme hos alle mærker, som Danish Agro handler med. Og det er en god del af maskinmarkedet, da Danish Agros maskinselskaber som bekendt både køber og sælger maskiner fra en lang række maskinproducenter som CNH, Agco, Lemken, Horsch, Bednar med flere rundt omkring i de ni lande, hvor deres 1.200 ansatte er aktive. 

Læs hele interviewet ved at hoppe ind i vores epaper.

Har du endnu ikke licens til at læse vores betalte nyheder, så har jeg også lagt et par nyheder ud ganske gratis, om Danish Agros maskinselskabers resultater i 2021 her:

Danish Agro-direktør: Vi har outperformet vores budgetter på maskiner

Dusin mejetærskere sender unødigt maskinforretninger i rødt

Kontant bonus til Deutz-fabrikkens ansatte

Måske er Same-Deutz-Fahr ikke ligefrem braget igennem på det danske marked. Men på den lidt større klinge slog fabrikken faktisk rekord sidste år. Man omsatte for første gang for næsten 1,5 mia. euro sidste år, skriver den britiske Profi-udgave. Som en lille kontant bonus fik hver fabriksansat 5.000 euro ekstra i løn – og mon ikke, det er et populært tiltag hos de ca. 4.000 ansatte.  

John Deeres nye supertærsker for alvor landet i Danmark

Da det første eksemplar af John Deeres nye stormejetærsker, X9, fornylig blev leveret til Jakobsgård ved Låsby, var det langtfra en enestående begivenhed for den kommende høst.

Danmark får nemlig et forholdsvis stort bundt af John Deeres nye mejetærsker-model, der for første gang tronede frem på Agritechnica i 2019, efter at tæppet gik for John Deeres dengang største produktnyhed.

Ifølge Semler Agro er der afsat i alt ti maskiner til kunder rundt omkring i landet.

Læs mere her:

Stort antal af hypet stortærsker i Danmark

New Holland er mest solgt i Danmark

Der kommer lidt mere grønt nyt. For John Deere var maj isoleret set en stærk måned, da man næsten havde 30 procent af markedet i måneden – stærkest forfulgt af New Holland med en markedsandel tæt på 22 procent.

I årets første fem måneder er det dog CHH, der kan levere det mest populære traktormærke. New Holland har nemlig nyregistreret ca. en femtedel af markedet og ligger derfor en hårspids over John Deeres niveau, mens Case IH og Fendt er lige hælene – dog nogle få procentpoint fra toppen.

Især modellen 6250R har lagt stærkt ud i 2022 med over fem procent af de omkring 670 traktorer, som er nyregistrerede i Danmark til og med maj.

Læs også:

Her er traktoren, som sidder på fem procent af det danske traktormarked

Det sker fremover

I næste uge er en af årets store uger i maskinbranchen. Det hele indledes af Grimme, som viser nyt udstyr frem under såkaldte Farm Days mandag.

Midt på ugen er det Kvernelands tur til at vise grej frem for en masse journalister ved Bologna. Østrigske Pöttinger er også sultne ud i samme disciplin og har inviteret indenfor torsdag på marker lidt udenfor Wien.

Det bliver endda med mærkets danske hovedansigt Lars Andreasen i en ny funktion. Den hidtidige salgschef for Pöttinger i Danmark skal fremover være adm. direktør for Pöttinger Scandinavia med ansvar for Pöttinger i Sverige, Danmark, Finland, Norge, Island og Færøerne.

Læs mere her:

Kendt branchemand i oprykning hos Pöttinger

Med alt det i pipelinen, så kan vi vist godt love at være tilbage med meget mere i den kommende tid – både på de gratis og betalingskrævende kanaler.  

Indtil da er det bare ud over stepperne. Vi høres!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.