Ny Defender klar til at forsvare titlen

Næste generation af Land Rover Defender vises netop nu på den internationale biludstilling i Frankfurt.

Efter en pause på næsten fire år kommer der nu endelig en ny Land Rover Defender, som skal tage over efter det ikon, der blev skabt tilbage i 1948. Men hvor forgængeren næsten var en demonstration af, hvor enkelt det kan gøres, så er den nye Defender en opvisning i moderne offroadteknologier, som skal ruste den til at forsvare den uofficielle titel som verdens offroader nummer ét.

Den nye Defender er netop vist frem for pressen på den internationale biludstilling i Frankfurt, som åbner i morgen, 12. september og varer til 22. september.

Nyheden vises i første omgang som en 110 tommers version, men den får snart følgeskab af en kort 90 tommers - det er kendte betegnelser, som man også brugte på forgængeren. Også designmæssigt trækkes der visse spor bagud, så man også fastholder nogle af de gamle Land Rover entusiaster.

»Den nye Defender respekterer sin fortid, men er ikke bundet af den. Dette er en ny Defender til en ny tidsalder«, lyder det fra Land Rovers chefdesigner, Gerry McGovern.

Permanent firehjulstræk, automatgear, midterdifferentiale og aktivt låsbart differentiale på bagakslen - dog ekstraudstyr - gør, at Defenderen har den nødvendige hardware, og til de elektroniske støttehjul for føreren hører blandt andet Configurable Terrain Response, som vises for første gang på Defender. Systemet giver erfarne terrænkørere mulighed for at finindstille individuelle køretøjsindstillinger, så de passer til forholdene, ligesom uerfarne kørere kan lade systemet finde de mest passende køretøjsindstillinger til terrænet ved hjælp af den intelligente Auto-funktion.

Defenders maksimal vadedybde på 90 cm understøttes af et nyt Wade-program i Terrain Response 2-systemet, hvilket sikrer, at føreren kan krydse dybt vand fuldstændig sikkert, og på lå landjorden hjælper Land Rovers avancerede ClearSight Ground View-teknologi ved at vise føreren området umiddelbart foran forhjulene.

Ved præsentationen hen mod sommeren næste år sker det med to firecylindrede dieselmotorer med henholdsvis 200 og 240 heste samt to benzinversioner på henholdsvis 300 og 400 heste. Priserne kendes endnu ikke.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.