Om 19 dage lancerer New Holland officielt en dansk blockbuster

Igennem mange år har stor New Holland T7-traktor været en af Danmarks mest solgte traktorer. Se hvad der gemmer sig i den model, som sandsynligvis bliver fremtidens New Holland-storsællert.

God mandag morgen,

Hvis ikke udgifterne til energi har slugt hele rejsebudgettet, og man gerne vil se det nyeste af de nye, så skal man tage til Paris om små tre uger.

Her lancerer New Holland deres nye T7.300, som bliver en traktor, der kan gå han og blive en storsællert i T7-rækken, som traditionelt er en af Danmarks mest solgte traktorer.

Officielt er den ikke lanceret endnu, men medierne bag konkurrencen Tractor of the Year bringer løbende nye artikler om den – og derfor er der allerede nu meget, som kan skrives om den nye traktormodel.

Det fortsætter jeg med lige om lidt i denne omgang af maskinernes egen faste nyhedsoverblik mandag morgen.  

Italiensk kapitalfond vil lave tromler i Bindeballe

Først skal vi lige til en af de mest aktuelle historier i maskinbranchen. Hvis nogen havde vækket mig kl. tre om natten og spurgt, hvem som mon skulle være Dalbos fremtidige ejer, så må jeg indrømme, at automatsvaret havde været en større eller mellemstor redskabs- eller maskinproducent, som stod og manglede tromler til deres sortiment.

At det blev en italiensk kapitalfond, som investerer bredt i mange forskellige brancher, havde jeg ikke set for mig. Men det var de nøgterne facts, da Dalbo sendte meddelelse til de offentlige registre i torsdags.

Omvendt er køberen egentlig heller ikke fuldstændig vanvittig overraskende. Selvfølgelig ville aktionærer som 77-årige Kaj Pedersen gerne afslutte mange årtiers arbejde i Dalbo med et godt salg. Og det er jo heller ikke unaturligt, at en kapitalfond, der ejer en italiensk maskinproducent, som gerne vil mere ud på eksportmarkederne, opkøber en stabil stabil udenlandsk maskineproducent med et kæmpe netværk på eksportmarkederne og godt brand indenfor sit speciale.

Læs mere her:

Dalbos grand old man: - Det vigtigste var at bevare arbejdspladserne i Danmark

Dalbo’s nye søster kan også lave en såmaskine

Her brast drømmen om automatisk kvægfodring

Vi snakker og snakker om robotter i landbruget. Det er dog ikke en helt let mission alle steder. Min kollega Claus Solhøj kom forleden med en god indføring i, hvordan udviklingen indenfor automatisk kvægfodring er gået. Hollandske Schuitemaker var blandt de allerførste til at fremvise en foderrobot – med det yderst udviklingsparate navn Innovado – der var lavet til at selv at udtage ensilage, hente de øvrige fodermidler fra et siloanlæg, blande og udfodre fuldfoderet i stalden. Systemet er dog droppet efter, at det reelt kun er kommet ud i meget begrænsede antal.

Læs mere om historien her:

Stor producent dropper automatisk kvægfodring

Nu kommer næste New Holland T7-opdatering

Og så til historien bag overskriften denne gang.

Igennem mange år har New Hollands T7.270 været en kæmpesællert. Faktisk er der solgt mere end 600 af netop denne model indenfor de seneste ti år i Danmark ved siden af bunker af mindre brødre i samme modelserie Med andre ord Danmarks mest solgte traktormodel i nyere tid. Derfor er det også en yderst spændende nyhed for danske landmænd og landets New Holland-forhandlere, at næste skud på stammen bliver introduceret på Sima-messen i Paris om 19 dage.


Vi kan godt forvente display i rattet og en ny terminal på den nye T7-300. Her fra de nye heavy duty-modeller, som blev
introduceret sidste år.


Vi har tidligere kunnet fortælle, at New Holland har en T7.300 med i kampen om prisen som Tractor of the Year 2023 i Europa. Mange af medierne bag konkurrencen har tilsyneladende fået pressemateriale på traktoren og er begyndt at skrive om den. Jeg fandt en masse oplysninger hos belgiske Tractor Power (navnet lyder bekendt…), hvor der bl.a. berettes om samme førerhus, som sidste år blev lanceret i T7 heavy duty-modellerne med. Det betyder et større og mindre støjudsat ”kontormiljø” for traktorpiloten fremover og så bliver den også udstyret med stort set samme udstyr, når det gælder terminal, kørehåndtag og armlæn fra de nye heavy duty-modeller – og de nye T8-modeller, som kom først. Oven i hatten bliver det også en mere data-parat traktor, hvor data flyder lettere mellem traktor, værksted og hjemmekontoret – hvis man vil det. Motormæssigt byder FPT’s motor på op til 280 hk i marken og 300 hk på pto’en og under transport.

Hvis du vil læse mere, så har belgiske Tractor Power altså en artikel på hollandsk, som ud fra antallet af superlativer virker som en meget lidt bearbejdet udgave af en pressemeddelelse:

Nieuw vlaggenschip in de New Holland T7-serie met lange wielbasis

Andre medier skriver bag lås og slå:

Norske Bedre Gardsdrift skriver: New Holland putter mange nyheter inn i T7-serien

Hollandske Trekker Magazine: Primeur: New Holland komt met T7.300

Førerløs traktor vist frem op på Lolland

Men selvom den nye New Holland-traktor helt sikkert er en avanceret størrelse, så kan den trods alt ikke køre hele dagen selv.

Det kan man dog hurtigt for hjælp til, hvis man køber den – eller vil have sin nuværende traktor til.  

Agromek har netop givet to stjerner til et hollandsk system, som kan gøre din standardtraktor til en førerløs traktor. Dermed kan du bare sætte den i gang med tromlen, mens du harver eller sår videre ved siden af.

Fredag blev nyheden med navnet Iquus demonstreret hos Agrifos I/S på det yderste af Lolland ved et arrangement, som den nybagte danske importør Ag Precision stod for.

Systemet kan man selvfølgelig høre mere om på Agromek i slutningen af november.

 

Agromek-stjernerne er drysset ud

 

Apropos Agromek er der nu uddelt de stjerner, som giver lidt hjælp til, hvor man skal lægge rundturen i hallerne i Herning. 64 nyheder er nemlig fået nyhedsstjerner. 15 har fået maks antal stjerner – og her er der bl.a. en del danske opfindelser som et håndtag til at beskytte hydralikslanger, et nyt bremsekit fra Tim og ny intelligent moniterering af afdriften fra marksprøjter fra Danfoil imellem.   

Dem kan du læse mere om her:

Unge gutters skoleprojekt er nu en af årets største Agromek-nyheder

Her er Agromek-nyhederne med mest stjernedrys

Ny liftharve til de store traktorer

Midt på ugen var jeg et smut over Femern, hvor Väderstad afholdte pressemøde på et hotel i Magdeburg, som var forfrisket siden det sikkert har været en paradebygning under den gamle DDR. Nu var jeg ikke på en tur for arkitekturjournalister, så hvad det helt præcist var, nåede jeg ikke at koncentrere mig videre om. Til gengæld stod det hurtigt klar tirsdag eftermiddag, at Väderstad havde gang i en ny tung liftophængt harve, som det egentlige omdrejningspunkt for pressemødet. Onsdag fik jeg så lejlighed til at se den i aktion efter en 400 hestes Claas bæltetraktor på Väderstads nye, tyske demofarm – og det syn kan man i aktive ved at klikke videre ind her:

 

 

Læs mere her:

Se ny kraftig harve: Traktorerne er ved at have en størrelse, hvor de kan håndtere den

Få overblikket: Ny model i kendt harve-serie, aggressive tallerkener og lille tank på fremtidsmaskine

 

Sker i ugen

I slipstrømmen på tv-serien om Carmen Curlers, så har vi bragt et par artikler om en et andet Kalundborg-industrieventyr, Bukh-traktoren. Den nostalgi er vi godt nok en del, som deler. Og er man mere nysgerrig i den retning, så er der netop nu en aktion på en yderst sjælden Bukh-traktor. På Klaravik sælges der nemlig en Bukh D-45 med en Viking sneplov. Ifølge annoncen er traktoren blandt meget få lignende traktorer, som blev produceret til det danske flyvevåben. Jeg kender ikke forhistorien indgående, men se selv mere her:

 

 

Hvis man sidst på ugen bliver lidt træt af at producere græskarlygter med ungerne, så fortvivl ikke. Stik dem iPad’en fredag kl. 15, hvor næste udgave af LandbrugsAvisen ligger klar som epaper med en hel sektion fyldt med traktor- og maskinnyheder.

Ha’ en fornøjelig uge – med eller uden efterårsferie.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.