At være på udebane i Herning er ekstra stressfaktor for DBL-deltagere

Dysten om at blive Danmarks Bedste Lærling er i fuld gang på Agromek. Det presser deltagerne yderligere, at de bliver kigget over skulderen af tilskuerne.

Journalisten var lidt nysgerrig, da han indfandt sig, da to af deltagerne i Danmarks Bedste Lærling var næsten færdige med deres første opgaver. Han ville gerne vide, hvad opgaverne gik ud på.

- Det får du ikke at vide. Du kan bare skrive, at maskinerne ikke duer. Ellers kan de andre deltagere jo læse om de opgaver, de bliver stillet, når det bliver deres tur, smiler underviser Henrik Skadhauge fra Erhvervsskolerne Aars, som er på udebane under Agromek tillige med de fire deltagere i DBL, Danmarks Bedste Lærling, som skal afgøres under messedagene i Herning.

Lige over middag tirsdag var to af deltagerne, Jens Frost Hedegård og Birgitte Brunsgaard nået i mål med de drilske opgaver, som de var blevet stillet på henholdsvis en John Deere 4052R kompakttraktor og en Fendt 12130 storballepresser.

Du kan læse mere om konkurrencen og hvornår den bliver afgjort her.

Klokken 13 ringede klokken.

- Træd væk fra jeres mesterværker, var der en der sagde, inden de to deltagere fik en snak med journalisten.

De var begge enige om, at det var en yderligere stressfaktor at være på udebane i fuld offentlighed i hallerne i Herning og med forbipasserende tilskuere.

- Pyh, er der ikke lidt varmt, jeg sveder i hvert fald. Det gør det hele lidt mere anspændt, at vi er her på Agromek og ikke hjemme på skolen. Og så var det en traktor, jeg aldrig har set før, siger Jens Frost Hedegård.

Den anden deltager, Birgitte Brunsgaard, gør lige sit værktøj rent og kommer så hen og snakker.

- Hun er ikke med, fordi hun er pige, hun er her fordi hun er hamrende dygtig. Hun fik 12 i sin svendeprøve, indskyder underviser Henrik Skadhauge.

- Ja, men det her er meget værre end svendeprøven. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds. Det er svært, når det er en maskine, man slet ikke kender, siger Birgitte Brunsgaard.

- Sværhedsgraden på opgaverne tænker jeg er nogenlunde, som den plejer at være. De har gode og spændende opgaver i år, siger Henrik Skadhauge.

Finalen i Danmarks Bedste Lærling foregår fredag med kåring af vinderen kl 14.

Emneord Agromek 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.