Nu er plan for minivådområde-støtte på 50 mio. kr. offentliggjort

Den 1. februar 2018 åbner Landbrugs- og Fiskeristyrelsen for første ansøgningsrunde af en ny ordning om minivådområder. Landmænd skal forberede ansøgningen allerede nu.

Den meget ventede minivådområde-ordning er nu blevet skitseret i en bekendtgørelse, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har sendt i høring med frist til 26. juni. Der uddeles 50 mio. kr. til 130 minivådområder.

Minivådområdeordningen er en af de frivillige indsatser, som skal medvirke til at beskytte vandmiljøet mod den øgede kvælstofudledning som led i Landbrugspakken.

"Effekten af minivådområder deles kollektivt i vandoplandet. Minivådområderne skal placeres, hvor der er et indsatsbehov i forhold til at reducere udledningen af kvælstof og hvor minivådområderne har den største kvælstofreducerende effekt," forklarer styrelsen.

I perioden 2018-2021 er det planen, at minivådområderne opnår en samlet effekt på 900 tons kvælstof.

100 pct. tilskudssats

Tilskudssatsen er 100 procent, og der skal indsendes to tilbud med ansøgningen. Landmænd kan søge om kompensation for udtagning af areal og vedligeholdelse af minivådområdet i 10 år. Efter de 10 år er landmænd ikke længere forpligtet til at opretholde og vedligeholde minivådområdet.

Tilskuddet til vedligeholdelse og udtagning af areal er  efter de minimis-reglerne, hvor landmænd  maksimum må modtage 15.000 euro, svarende til cirka 111.500 kr., over tre regnskabsår.  Tilskuddet til at etablere minivådområdet er EU-midler. 

For at få tilskud til et minivådområde skal der være et indsatsbehov for reduktion af kvælstof i det delvandopland, hvor minivådområdet ønskes placeret. Minivådområdet skal desuden have en forventet effekt på minimum 300 kg N pr. hektar minivådområde.

Det er også en betingelse, at minivådområdets opland er drænet og at mindst 80 procent af oplandet er i omdrift.

Minivådområdet skal desuden placeres og dimensioneres rigtigt i forhold til det opland, der afdræner til minivådområdet.

Den 12. juni offentliggør styrelsen et udpegningskortet, hvor du kan se, om der på dine arealer er mulighed for at anlægge et minivådområde.

Forskellige dokumentationskrav

Dokumentationskravene ved ansøgning er forskellige, alt efter om drænoplandet til det planlagte minivådområde har et højt eller lavt lerindhold. Hvis din jord har et lavt lerindhold (under 12 procent), skal du indsende ekstra dokumentation for, at dit minivådområde vil have den forventede effekt. Den ekstra dokumentation består af tre observationer af vandføring i dræn over sommermånederne og seks målinger af nitratkoncentrationen i drænvandet sommer, efterår og vinter. Disse undersøgelser skal ske i sommeren 2017 samt i efteråret og vinteren 2018, hvis du ønsker at ansøge om et minivådområde i 2018.

"En oplandskonsulent vil kunne hjælpe dig med at planlægge dit minivådområde, tilvejebringe nødvendig dokumentation mv. Oplandskonsulenterne hjælper gratis med rådgivning omkring minivådområder, og opgaven varetages af Seges," skriver styrelsen.

Senere i juni vil de på deres hjemmeside lfst.dk informere om, hvordan du får fat i din oplandskonsulent.

(Rettet 15.27: Der stod, at tilskuddet var efter deminimisreglerne. Det er kun tilskud til vedligeholdelse og udtagning af areal, der er de minimis. Tilskuddet til at etablere minivådområdet er EU-midler. )

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle