Mange griseproducenter undervejs med saneringer

Lave smågrisepriser og høje foderpriser giver stor interesse for saneringer.

Mange griseproducenter med ondartet lungesyge og/eller prrs i besætningen overvejer sanering på grund af de lave priser.

Det bekræfter formidlingskonsulent hos DanBred, Jan Neerup.

Han fik sin første henvendelse om sanering tilbage i august, en sanering, der var begrundet i både mycoplasma, ap6, ap12 og prrs i besætningen.

»Vi leverede de sidste polte til ejeren i sidste uge«, fortæller han.

Hver anden henvendelse fører til sanering

De øvrige henvendelser kommer både fra integrerede producenter og fra producenter, der sælger smågrise.

Han skønner, at halvdelen af henvendelserne rent faktisk fører til en besætningssanering.

Tidsmæssigt falder den hjemlige interesse for saneringer sammen med, at interessen på det europæiske marked for avlsdyr har været mindre end normalt.

»Fordi vi har mange opformeringsbesætninger i DanBred, lykkes det næsten altid at skaffe de ønskede polte«, siger Jan Neerup.

Han understreger dog, at jo længere tid i forvejen man bestiller sine polte, jo lettere er det af få de ønskede dyr fra én besætning.

I efteråret fik en ejer pludselig mulighed for at leje en tom stald, hvor han kunne opstalde og løbe polte, mens besætningen hjemme blev saneret.

»Han kontaktede os tre uger, før han gerne ville have løbeklare polte, men vi havde held til at finde dyr til ham«, siger han.

Jan Neerup har også et eksempel med et sogn, hvor alle producenter sanerer efter en koordineret plan, så de ikke risikerer at smitte hinanden efterfølgende. Det er en kombination af totalsaneringer og delsaneringer.

Reagerer forskelligt

Jan Neerup oplever, at producenter reagerer meget forskelligt på de aktuelle lave grisepriser og høje foderpriser.

»Nogle køber færre polte for at spare penge, andre køber flere for at være klar med smågrisene, når priserne stiger«, fortæller han.

Interessen for at sanere understreger, at der fortsat er optimisme blandt producenterne og der er fortsat ejere, der overvejer sanering, for så sent som mandag i denne uge fik DanBred tre nye henvendelser om sanering.

»Lave eksportpriser på smågrise kombineret med høje foderpriser gør det fortsat interessant at sanere sin besætning«, siger Jan Neerup.

Faktaboks

Hvorfor sanere?

  • Mindre behov for vacciner.
  • Lavere dødelighed og foderforbrug.
  • Mere sikker afsætning af smågrise.
  • Højere smågrisepris.
  • Mere velfærd.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle