Nu på plads: Rentefrie afdrag på superbøde over tre år

Nu er afdragsordningen for de mælkeproducenter, som har overskredet deres mælkekvote for 2014/15, på plads. De får mulighed for at afdrage afgiften over tre år. Dog kan du ikke få rentefrie afdrag, hvis du har modtaget over cirka 112.000 kr. i tilskud fra nationale støtteordninger.

Mælkekvoterne blev ophævet den 31. marts 2015, og fremover vil der ikke længere være noget loft over, hvor meget mælk hver enkelt mælkeproducent har lov til at producere.

De mælkeproducenter, som har overskredet deres kvote for kvoteåret 2014/2015, skal dog stadig betale en afgift på 2,07 kr. pr. kg mælk produceret over kvoten.

Som noget nyt får mælkeproducenterne lov til rentefrit at afdrage denne afgift i tre lige store rentefrie afdrag i 2015, 2016 og 2017.

Afdragsordningen er vedtaget som en mulighed i EU, og det er en politisk beslutning, at denne mulighed skal anvendes i Danmark, hvor den vil blive administreret af Mælkeudvalget.

Gælder ikke alle

Afdragsordningen er rentefri, hvilket betyder, at man benytter EU’s statsstøtteregler, og det kan få betydning for de producenter, der har modtaget tilskud fra nationale danske støtteordninger. Afgiftspligtige producenter, der inden for tre løbende år har modtaget over 15.000 euro, svarende til knap 112.000 kr., i tilskud fra nationale danske støtteordninger, vil ikke kunne deltage i afdragsordningen, men vil skulle betale den samlede afgift i 2015.

Mælkeudvalget vil i den kommende tid tage kontakt til alle de afgiftspligtige producenter med tilbud om at deltage i afdragsordningen.

Af praktiske hensyn er der fastsat en minimumsgrænse på 1.000 kr. for at kunne anvende ordningen.  

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.