Årsag til lungesyge fundet i grisens gener

Genetisk modificerede grise kan bruges til udvikling af ny medicin mod kroniske sygdomme hos mennesker.

Et netop afsluttede forskningsprojekt, Grise og Sundhed, havde til formål dels at udvikle genetisk modificerede grise, der kan bruges til udvikling af ny medicin til mennesker, dels via nye genetiske tests at forbedre sundheden i den danske svineproduktion.

Begge mål er indfriet, oplyser Højteknologifonden.

Forskerne har således i det ene delprojekt, Sunde Grise, fundet frem til et antal af de genområder hos grisen, som disponerer for ondartet lungesyge.

Ondartet lungesyge er en smitsom form for lungesyge og kan føre til store skader på lungerne og dermed dårlig dyrevelfærd og øget risiko for dødelighed.

"Det er påvist, at grisene er arveligt disponeret for sygdommen. Med den nye viden bliver det forhåbentligt muligt at udvælge avlsdyr, som er mere modstandsdygtige over for sygdommen. Det vil på langt sigt kunne medføre et mindre antibiotikaforbrug," siger projektchef Ingela Velander, Videncenter for Svineproduktion.

Modelgrise

I det andet delprojekt, Modelgrisen, var fokus på udvikling af modelgrise for sygdomme hos mennesker. Her er det lykkedes at skabe genetisk modificerede grise, så der nu findes omkring 10 forskellige modeller. Grisene er disponeret for blandt andet alzheimer, psoriasis og åreforkalkning.

"Vi er kommet et stort skridt nærmere muligheden for at finde løsninger på nogle af de sygdomme, som kan ramme os alle. Desuden er metoderne inden for både genetisk modifikation og kloning blevet væsentligt forbedret, så resultaterne er langt mere sikre," siger Rikke West Thon, direktør i PixieGene.

Modelgrisene er allerede taget i brug og vil blive videreudviklet i et samarbejde mellem universiteterne og PixieGene, som har markedsføringsrettighederne til flere af modelgrisene

Forskningsprojektet Grise og Sundhed har varet i fire år, og direktør i Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen siger om samarbejdet:

"Det er glædeligt, at det på fire år er lykkedes at bringe vores viden om grisen frem til et niveau, som har åbnet nye døre for dansk landbrug og den farmaceutiske industri."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle