Når dyrlægen kun kommer til Læsø en gang om ugen, sætter det krav til, at han skal kunne klare lidt af hvert.
For fire år siden lukkede den fastboende dyrlæge sin klinik på Læsø. Siden da har Snorri Gudmundsson taget morgenfærgen til Læsø hver torsdag for at aflægge øens landmænd og kæledyrejere et visit.
Kl. 9.30 er han fremme i Vesterø, havnebyen på Læsø, og kan starte sin arbejdsdag.
»Der er egentlig ikke så meget anderledes ved at være dyrlæge på denne her måde, bortset fra at jeg ikke har en klinik,« fortæller Snorri.
Til gengæld har han udstyret bagagerummet på den store, sorte firehjulstrækker med de mest nødvendige redskaber. I nogle hvide skuffer i kommoden ligger vacciner, medicin, plastikhandsker og alskens dyrlægegrej.
En kvart dyrlæge
Der er ti kødkvægsbesætninger, en enkelt mælkeproducent, en håndfuld pelsdyravlere og derudover en række islandske heste-ejere tilbage på øen. Erhvervsgrundlaget for en dyrlæge på øen er langsomt svundet ind, og efter Snorris udsagn ville der kun være arbejde nok til en kvart dyrlæge. Derfor må han pendle frem og tilbage til øen en gang om ugen.
»For nogle Læsø-boere skaber det selvfølgelig en frustration, at de ikke kan få assistance, lige når de har brug for det. Men selv om det er en folkeret for os mennesker at have adgang til et sygehusvæsen, så gælder det altså ikke for dyr,« siger Snorri Gudmundsson.
Det er rejsen værd
Personlig føler Snorri dog ikke det som en belastning at skulle bruge tre timer på Kattegat en gang om uge.
»Folk bliver virkelig glade, når jeg kommer, og det skaber et godt arbejdsklima for mig. Jeg kan tydeligt mærke den taknemmelighed, de har for mit arbejde,« fortæller han.
Med mange at sine klienter har Snorri fået en næsten kammeratligt forhold, som også gør det til en fornøjelse at komme på øen.
»Der er et stort sammenhold landmændene på øen, og beboerne har en fælles interesse for at hjælpe hinanden og skabe fælles front, når det er nødvendigt. Det tror jeg er noget særligt her på øen,« fortæller han.
Det var dog aldrig rigtig planlagt, at Snorri Gudmundsson skulle være øens dyrlæge, men da landboforeningen henvendte sig og bad om hjælp, sprang Snorri alligevel til.
