193.000 danskere skulle angiveligt have brugt den sidste søndag før påske til at besøge en af landets økologiske kvæggårde. Mange steder sad de i bilkøer i timevis - og alle, der har haft utålmodige børn på bagsædet, ved, hvad det betyder. Men det fik dem ikke til at vende om. De skulle og ville absolut ud og vise deres børn, hvad en ko er, og forhåbentlig få et godt grin af og med de glade køer, der dansede foråret i møde på vej mod den lokkende græsmark.

 

Det er tiende gang, økologerne inviterer omverdenen med, når køerne lukkes på græs. Og hvert år stiger tilskuertallet. At se køerne - og vel også kravle lidt i halm, beundre traktorer og sådan i al almindelighed få lidt god landluft - er blevet en af forårets helt store begivenheder. Stort tillykke til den samlede økologi for successen, hvem der så end har fået den ganske geniale tanke at gøre køernes lidt vilde spjæt med bentøjet til en folkeforlystelse.

 

Ko-dansen er nok det største og mest succesrige møde mellem by og land, men langtfra det eneste. I løbet af de kommende måneder kommer næsten lige så mange byfolk til dyrskue et sted i landet. I efteråret kalder det samlede landbrug til Åbent Landbrug. Og året igennem inviteres større og mindre grupper indenfor i alle typer landbrug. Mest markant og mest markedsført hos pelsdyravlerne, der faktisk også har evnet at vende en overvejende meget kritisk indstilling i offentligheden.

 

Alle disse begivenheder beviser, at Danmark for de fleste danskere stadig er et landbrugsland. Nok lever det store flertal til daglig langt fra køer, svin og marker, men man synes stadig, hele familien har brug for at vide, hvor mælken kommer fra.

 

Faktum er, at ingen andre fag og brancher har en sådan folkelig forankring. Danskerne vil et landbrug, økologisk eller ej. Det giver os på alle måder en fundamental styrke, man skal være et skarn for ikke at værdsætte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle