15.000 frivillige kæmper mod industriel svineproduktion i Iowa

Det er ikke alle, der nyder Iowas storstilede landbrug. Den uafhængige organisation Iowa CCI kæmper hver dag for at stoppe udviklingen af det industrielle landbrug og den forurening, der følger med.

Kontoret er plastret til med plakater, skilte og udprintede billeder, der viser store forsamlinger af protesterende mennesker eller slogans som ’Stop Factory Farms’ og ’They Dump It, You Drink It’.

Græsrodsorganisationen Iowa CCI har hovedkontor i delstatens hovedstad, Des Moines, hvor den beskæftiger 18 fuldtidsansatte og har en tilknytning af frivillige på over 15.000.

»Vi er ikke en organisation, der kæmper imod landbruget. Vi kæmper for landbruget - det landbrug, der er godt for os, og det er ikke kæmpemæssige industrifarme«, lyder det fra organisationens politiske koordinator Adam Mason.

Blokade for nye landbrug

Slutmålet for Iowa CCIs kampagne mod industrielt landbrug er at få nedlagt et moratorium, altså en komplet standsning, af nye byggeprojekter til industrielt landbrug.

»Vi tror fuldt og fast på, at det kan lade sig gøre. Der er lang vej til endemålet, men vi har forskellige indgangsvinkler til at kæmpe imod«, lyder det fra kampagnens leder, der remser et par af fremgangsmetoderne op.

»Vi arbejder med landsbysamfund, når et selskab forsøger at bygge en ny industriel svinestald. Men arbejdet med lokalsamfund kan ikke få os langt nok. Derfor bruger vi også ressourcer på at arbejde med politikere og statsansatte for at få ændret hele det regelsæt, der gælder for industrielt landbrug«, forklarer han.

Arbejdet mod de store landbrugselskaber kræver mange ressourcer fra både Iowa CCI og de landbrugsvirksomheder, der er indblandet, men det er tydeligt, hvem der vinder kampen i store træk.

»På 10 år har vi nok stoppet 100 industrielle stalde fra at blive bygget. Men der bliver bygget over 300 hvert år, og over 98 procent af ansøgningerne for at bygge nyt bliver godkendt af myndighederne«, fortæller Adam Mason, der ikke finder landbrugets hastige vækst positiv.

Skubbet ud af industrilandbrug

Et af Iowa CCis aktive medlemmer er den tidligere svineproducent Larry Ginter. Han bor alene ved Marshall Town på den gård, hvor han var selvstændig landmand i 50 år, før han stoppede i 2001.

»I 1995 blev regler og lovgivning for industrielt landbrug dereguleret. Det betød, at kæmpe selskaber som Smithfield kom til landet. Siden da gik det død og pine stærkt med at konsolidere sig og tvinge de små landmænd i knæ«, lyder det fra pensionisten, der tydeligt er harm over industrilandbrugets store rolle i Iowa.

»Til sidst gad jeg ikke mere. De store producenter dikterede fuldstændig, hvor og hvordan man kunne sælge sine grise, og de tvang priserne helt i bund. Når jeg tænker tilbage, kunne jeg få det samme for mine grise i 70erne, som jeg kunne i starten af år 2000«, siger den fortvivlede aktivist.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle