2019 blev jubelår på LandbrugsMedierne

Landbrugsmedierne leverede i 2019 et årsresultat, der lå 2,5 mio kr. over budget. »En kæmpe succes«, siger Martin Merrild.

Landbrugsmedierne P/S formåede i 2019 at fastholde læserne både af de trykte udgivelser og på nettet: Bladhuset kom ud af 2019 med det bedste økonomiske resultat i mere end to årtier.

Landbrugsmediernes omsætning var i 2019 57,8 mio. kr., - 1,2 mio. over budget.

Det samlede resultat på 3,4 mio kr. var 2,6 mio. kr. bedre end budgetteret, fremgår det af L&fs nye årsregnskab for 2019.

Styr på driften

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild sparer ikke på roser til bladhuset.

»LandbrugsMedierne har styr på driften, det er tydeligt. For mig at se har det været en kæmpe succes, at vi har fået lagt LandbrugsAvisen ud med sin egen økonomi og sin egen bestyrelse. Bladhuset har taget nogle rigtig gode initiativer, og det er netop udtryk for, at bladhuset nu har fået mulighed for at udnytte husets kreativitet og evner, så det også kan ses i regnskabet og ikke bare forsvinder«.

Også Lars Daugaard, formand for Landbrugsmediernes bladbestyrelse og CFO i Landbrug & Fødevarer, komplimenterer resultatet.

»Der er stor grund til at anerkende Landbrugsmediernes afgående chefredaktør Henrik Lisberg for det resultat, han lander i sit sidste regnskabsår. LandbrugsMedierne er faktisk den del af organisationen, der performer bedst og mest over budget, relativt«.

Særydelser sikrer indtægter

Resultatforbedringen hos LandbrugsMedierne skyldes især vækst i det digitale salg af annoncer samt salg af særydelser som f.eks. Landbrugsraadets 100 års jubilæum.

LandbrugsMedierne afviklede med støtte fra en række fonde den store konference på Axelborg og udgav et magasin til alle medlemmerne.

Huset stod også igen i 2019 for kåringen af Årets Unge Landmand på delegeretmødet samt udnævnelsen af tre fremragende landmænd på bæredygtighed, teknologi og afsætning. Samtidig har omlægningen af LandbrugsAvisen til weekend-omdeling vist sig at være en fornuftig beslutning:

Bladhuset sparede i 2019 0,9 mio kr. på uddelingen ved at omlægge LandbrugsAvisen til lørdags-distribution.

Koster 9,40 pr. avis

LandbrugsAvisen havner - det er i alt fald meningen - hver uge hos medlemmerne til en pris, der i 2019 blev fastsat til cirka 9,40 kr. pr. avis.

Alle andre aktiviteter end LandbrugsAvisen skal i princippet hvile i sig selv og helst give et overskud, som kan bidrage til at holde avisens pris lav.

Bladkontingentet udgør omkring en femtedel af LandbrugsMediernes samlede indtægter. Resten hentes ved kommcercielle aktiviteter som annoncer, bladsalg og andre aktiviteter, herunder bladproduktion for andre i landbruget.

Distributionsproblemerne, som tidligere har plaget bladhuset, var færre i 2019, og alle modtager nu som udgangspunkt avisen lørdag.

Faktaboks

LandbrugsMediernes udgivelser

  • LandbrugsMedierne udgiver det ugentlige medlemsblad LandbrugsAvisen samt en række fagmagasiner: Danmarks største traktormagasin Traktortech, fagmagasinerne Kvæg, Mark, Svin og Kødkvæg, medlemsbladet Frøavleren og tryk af fagbladet Økologi.
  • Netavisen landbrugsavisen.dk er erhvervets største løbende nyhedssite, og mascus.dk, er landets næststørste site for handel med brugte maskiner.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle