30 mio. kr. ekstra til frøavlere

DLF Trifolium gav 1. oktober deres frøavlere besked om en efterbetaling på høsten 2014 på 30 mio. kr. Det betyder, at prisen pr. hektar kommer op på 15.000 kr. i gennemsnit. Samme dato skifter virksomheden navn og får nyt logo.

I modsætning til med mange andre afgrøder har det godt kunnet betale sig at være frøavler de seneste år. 2014 var et rigtig godt år for frøavlerne i DLF. Der var gode udbytter og pæne frøpriser. De 2.500 frøavlere har i gennemsnit fået 14.500 kroner i bruttoudbytte pr. hektar. Men der er mere i vente for DLFs frøavlere. Det fortæller formanden for DLF AmbA, gårdejer Christian Høegh-Andersen.

”Vi har en sund og god frøforretning, og vi er glade for, at frøafgrøderne for fjerde år i træk har leveret en særdeles stærk og konkurrencedygtig bundlinje hos frøavlerne. Samtidig er regnskabet for 2014/15 så godt, at DLFs bestyrelse kan udlodde en bonus på 3,5 procent af bruttoafregningsbeløbet. Det bringer afregningen op på 15.000 kroner pr. hektar i gennemsnit for selskabets avlere. Det er glædeligt, at vi på denne måde kan tilgodese selskabets ejere,” fastslår formanden.

Prisen på 15.000 kr. pr. hektar er dermed den højeste nogensinde, og gennemsnitstallene for korn viser, at det er et dækningsbidrag, der i gennemsnit er 3.500-4.500 kr. bedre end for eksempel raps og hvede.

Rekordstor afsætning til Kina

Virksomheden aflægger deres årsregnskab på generalforsamlingen 27. oktober, men adm. direktør Truels Damsgaard kan allerede nu løfte lidt af sløret for årsagen til bonusudbetalingen.

”Vores koncernselskaber har generelt haft et godt år både i forhold til afsætning og omsætning. Vi har med de rigtige produkter på rette tid og sted været i stand til at udnytte de salgs- og konkurrencemuligheder, som en stærk US-dollar har åbnet for os. Det gælder på det europæiske - men ikke mindst på det kinesiske marked, hvor vi har haft en rekordstor afsætning fra Danmark,” oplyser han.

Frøavlerne bliver slutafregnet 11. juni, men koncernens regnskab afsluttes pr. 30. juni. Et bedre salg end ventet i aprilkvartalet har derfor betydet, at selskabet i tillæg til slutafregninen har kunnet give andelshaverne en bonus.

Nyt navn og logo

1. oktober skifter DLF-Trifolium navn til DLF. Navneændringen sker på baggrund af den store internationalisering, virksomheden har gennemgået gennem de 27 år, den har eksisteret.

»Vi er gennem opkøb nu etableret i 13 lande, og vores koncernselskaber har i nogle lande navne man slet ikke forbinder med DLF. Vi havde derfor behov for et fælles navn og logo, der præsenterer os som en samlet koncern på tværs af lande. Derfor samler vi nu det hele under navnet DLF,« fortæller kommunikationsdirektør Stig Oddershede.

Det mere internationale navn er også en del af DLFs vækststrategi, og der vil i de kommende år være endnu mere fokus på at udnytte det store potentiale, der ligger i at vokse på markederne på den sydlige halvkugle - som Sydamerika, Sydafrika, New Zealand og Australien.

Det nye logo forbinder det kendte symbol med de tre græsstrå, et symbol der er anerkendt i hele verden. Ordene Seeds & Science underbygger, at det er en videns- og forskningsbaseret virksomhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle