Aktionær i et andelsselskab

Det brager derudad for de to store andelsgrovvareselskaber, DLG og Danish Agro. DLG er tæt på at nå sit mål om et salg på 60 mia. kr. tre år før tiden. Danish Agro sælger nu for over 25 mia. kr. og bebuder nye, massive opkøb. Med danske landmænd ved styrepinden driver de to nu virksomheder over det meste af Europa og er tillige ved at vinde fodfæste i fjerntliggende Kina. Begge er hastigt på vej op ad dansk erhvervslivs toplister.

»Og hvad rager det så mig,« kunne man passende spørge som landmand. »Grovvareselskaberne skal købe mit korn til høj pris og sælge mig gødning og foder så billigt som muligt. Var det ikke bedre at koncentrere sig om denne helt grundlæggende forretning i stedet for at brede sig til handel med benzin i Tyskland og maskiner i Tjekkiet?«

Svaret er nej. DLGs og Danish Agros evne til at drive en international forretning er i høj grad relevant for danske landmænds bundlinje. Uanset om man kan lide det eller ej, så kan en stor spiller nu en gang forhandle sig til bedre priser, end en lille. De to stores internationale muskler har også gjort god gavn, når man har skullet samle kriseramte virksomheder op, hvad enten det var danske foderstoffirmaer, fødevarevirksomheder eller maskinfabrikker.

Den internationale vækst øger imidlertid kravene om åbenhed. Det er selvfølgelig et godt argument, at selskaberne kan bruge deres størrelse til at skaffe gode priser, men gevinsten skal være mere direkte synlig. Som ejer af en grovvarevirksomhed, der tjener sine penge langt fra de hjemlige strande, kommer man i realiteten mere og mere til at ligne en aktionær, der vil kende virksomheden og stiller krav om et afkast.

Det kan og skal de to kunne honorere, især ved at udnytte deres eminente evne til styring af omkostninger og logistik på markeder, der er mere indbringende end det hårde kornmarked. En svær mission - men en mission, der foreløbig er lykkedes til UG.

www.landbrugsavisen.dk/lisbergsblog