Allerede udsolgt fra fabrik under opførelse

Efterspørgslen på børneernæring betyder, at Videbæk-anlæg, der først står færdig i 2014, allerede nu kan melde fuldt booket.

I disse måneder udbygges Arinco-anlægget til mælkepulverprodukter i Videbæk i det vestjyske.

Men selv om udvidelsen først står færdig til næste år, er al den ekstra produktionskapacitet allerede afsat.

Efterspørgslen på høj-kvalitets børneernæring boomer nemlig - især drevet af de kinesiske forbrugere.

»Det er nok det område på verdensplan, hvor der er mest produktionsknaphed overhovedet, og vi udnytter vores kapacitet maksimalt. Vi investerer for at udvide kapaciteten, og vi kan allerede se nu, at den dag vi åbner, er der udsolgt,« forklarer Peder Tuborgh.

Arla sælger ikke mælkepulver-produkterne til børn under eget navn i de asiatiske lande, men er i stedet underleverandør til andre mærkevarer.

Vækst på over 20 procent

Arlas strategi frem mod 2017 er at flytte mere mælk ud af Europa til vækstmarkederne.

I første halvår 2013 er disse vækstområder steget med 20 procent, sådan at mere end hver tiende omsætningskrone i mejeriselskabet nu bliver genereret i Mellemøsten og Afrika (MEA), Rusland, Kina samt på mælkepulverproduktion og det yderst rentable datterselskab Arla Foods Ingredients.

»Det er vi meget tilfredse med. Det går fuldstændig efter planen, måske oven i købet en spids foran,« mener Peder Tuborgh, der især glæder sig over, at Mellemøsten har fortsat sin vækst med over 20 procent i halvåret.

Vækstområderne fylder med 11 procent af koncernomsætningen nu mere end Danmark, der i dette halvår havde 9 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle