Det er en udfordring at få enderne til at nå sammen, når man gerne vil have ansvaret og være i kontrol både hjemme og ude, erkender Per Bach Laursen,
Når Per Bach Laursen ikke er på borgmesterkontoret eller ude at holde tale ved en børnehavesammenlægning eller et grundlovsarrangement, kan han være sikker på, der er bud efter ham hjemme på Lundgaard.
Her driver han som tredje generation et stort landbrug med ca. 400 hektar markbrug og 1.100 søer, som producerer ca. 32.000 smågrise om året.
Det faste team på seks medarbejdere kører svineproduktionen, og som noget nyt har Per Bach Laursen ansat en driftsleder.
»Men i sidste ende er ansvaret mit. Det går ikke at miste fokus!«
Fire sønner hjælper til
I marken er Per Bach Laursen fortsat driftsleder med hjælp fra de fire sønner Mathias, Malthe, Mads og Magnus og ind imellem også deres kammerater, især i høsten.
Malthe, født i 1997, bor som den eneste hjemme for tiden, og han er den af de fire sønner, der overvejer at gå landmandsvejen.
Men det er far selv, der er sprøjtefører, når de 50 hektar industrikartofler skal behandles.
»Jeg er den eneste i familien med sprøjtebevis, og det kan jeg jo klare på en aften og en morgenstund. Så det...«
Ingen fritid
Alligevel kan man spore et vist mål af frustration hos Per Bach Laursen over, at døgnet kun har 24 timer og ugen kun syv dage.
»Der er altid noget, der hænger - det irriterer et ordensmenneske som mig. Men jeg har ingen fritid længere. Jeg er aldrig i Rotary, og mine venner ser jeg kun i sammenhæng med mit arbejde som borgmester. Jeg kan godt savne den dér fornemmelse fredag aften af, at det er skønt, at det er weekend, så man kan få et pusterum«.
Men pusterummet må vente, og heldigvis er det ikke noget, der giver familiære problemer, at manden i huset sjældent er lige dér. Fruen sidder ikke hjemme og trommer i bordet, men har sin egen karriere som filialleder i en sparekasse.
»Brith og jeg har kendt hinanden, siden vi begge var 14«, forklarer Per Bach Laursen.
Takker landbruget
Helt holdbar er situationen dog ikke i det lange løb, erkender borgmesteren.
Han overvejer at forpagte jorden væk, men vil ikke træffe endegyldige beslutninger om bedriftens fremtid, før sønnen Malthe har besluttet sig for, om han vil være landmand.
»Det afgørende for mig er at finde ud af, om min søn vil det her eller noget andet. Hvis han vil være landmand, skal han på landbrugsskole og ud at opleve noget i verden. Så må jeg indrette mig på en måde, der passer ind i det. Hvis vi lejer ud, får vi aldrig markdrift igen«.
