Bornholm vil være energi-model for hele verden

Bornholmerne er klar til at satse stort på biobrændstof. Tanken er at lave verdens største model-anlæg, der producerer biogas, bioethanol, brint og træpiller i et omfang, der kan dække ca. halvdelen af øens samlede energiforbrug. Der bliver ingen affaldsprodukter. Bioenergien skal laves af gyllefibre fra et biogasanlæg, af papiraffald, haveaffald og køkkenaffald plus græs fra bornholmske marker.

"Hvis vi kan hive lige så meget biogas og bioethanol ud, som vi tror, kan vi producere til konkurrencedygtige priser i forhold til araberne," siger Thor Gunnar Kofoed, landbrugets repræsentant i Bornholms Vækstforum, der har lanceret ideen.

I første omgang skal man på DTU teste de afgrøder, der skal bruges i anlægget, og det har DTU og Bornholms Landbrug søgt penge til i Fødevareministeriets innovationsmidler.

1/10 af naturlig størrelse

Bornholm svarer areal- og befolkningsmæssigt til ca. en procent af Danmark og er et klart afgrænset område. Derfor er øen, ifølge Thor Gunnar Kofoed, særdeles egnet til et sådant projekt, da resultaterne vil være målbare i forhold til natur, samfund og økonomi, før man investerer i det helt store.

"Så kan man senere skalere op til hele landet eller hele verden," siger han.

Model-anlægget på Bornholm bliver kun 1/10 eller 1/20 af, hvad det ville være, hvis det fik en naturlig og rentabel størrelse.

10 procent af Bornholm

Modelanlægget får blandt andet brug for græs fra op imod 3500 hektar eller ca. 10 procent af Bornholms landbrugsareal. Det ser Thor Gunnar Kofoed som en ny indtægtskilde. Samtidig er det en miljøvenlig afgrøde, når man ser på kvælstofudledning og pesticidforbrug.

Endelig har græsset den fordel, at man kan høste, når energiproduktionen behøver græsset. På Bornholm er hovedafgrøden hvede, og græsset vil fortrænge hvedemarker, men det gavner det trængte sædskifte, og derfor vokser udbyttet i hvedemarkerne.

"Det betyder, at vi som landmænd får græsarealet meget billigt, for det koster ikke mere at høste 85 hkg hvede i stedet for som i dag 76," siger han.

Trecifret millionbeløb

Thor Gunnar Kofoed regner med, at DTU begynder at teste afgrøderne/biomasserne i begyndelsen af 2007 for at finde den nøjagtige pris på den energi, der kan trækkes ud af biomassen i DTUs pilotanlæg.

Målet er at bygge model-anlægget på Bornholm i 2008. Det kommer til at koste et trecifret millionbeløb, og en række private investorer vil meget gerne være med, hvis staten yder deres del.

"Et mindre modelanlæg med diverse testfaciliteter og demoanlæg vil altid være dyrere, og derfor skal vi have staten med til at betale projektet," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle