Brand hos konkurrenten sender Olesens omsætning i vejret

Ellers urørlige Vilomix bliver nu pustet i nakken af den nærmeste konkurrent, der normalt ligger langt bagud.

Normalt er det sådan inden for specialfoder, at der er Vilomix og så alle de andre. Sidste år var Vilomix’ omsætning omkring 50 pct. større end nummer to på listen, den familieejede Chr. Olesen & CO A/S, og to og en halv gang større end det, som det andet grovvareejede selskab, DLGs Vitfoss eller Vilofoss, som det har heddet siden september 2018, kunne præstere. Men i år må Danish Agros vitamin- og premix-virksomhed næsten se sig indhentet af Olesen & CO, der har haft en fremgang i omsætningen på ikke færre end 65 procent. Den store fremgang skyldes desværre for en stor del en force majeure situation. En storbrand i den konkurrerende virksomhed BASFs anlæg i Ludwigshafen betød, at Chr. Olesen i de to første kvartaler af 2018 stort set havde verdensmarkedet for vitamin E og vitamin A for sig selv.

Vilomix og Vilofoss har begge ry for at være ejerens, henholdsvis Danish Agro og DLG, bedste virksomheder med høj indtjeningsmargin. For Vilomix’ vedkommende er der tale om en vækst i omsætningen på knap syv procent. Væksten skyldes først og fremmest en stigning på eksportmarkederne. Resultatet før skat er dog 18 mio. kr. mindre end året før bl.a. på grund af den øgede konkurrence inden for grise-genetik, der i Hatting A/S er en del af forretningen. Opbrud i DanAvl har medført en halvering af sædeksporten.

Størst tilbagegang er der hos de virksomheder, der producerer foder til den hårdt trængte minkbranche.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle