Mange deltidslandmænd udvikler sig til fuldtids fødevareproducenter, men kun få er medlem af L&F - og det er en skam, mener formanden for Danske Deltidslandmænd.
Af Jens Simonsen, repræsenterer Danske Deltidslandmænd i Landbrug & Fødevarer
I 2014 lavede Videncentret for Landbrug - nu Seges - sammen med Niras en undersøgelse af deltidslandbrugenes samfundsøkonomiske betydning. 25 milliarder blev deltidslandmændenes produktionsværdi vurderet til. Det tal er antagelig noget højere i dag.
Men mange ser sig ikke som en del af landmændenes fællesskab omkring foreninger og rådgivningsvirksomheder. De ser først og fremmest sig selv som mindre fødevareproducenter.
De får muligvis lavet deres markplan og regnskab ved en DLBR-virksomhed, men de henter ikke rådgivning der.
Deres altoverskyggende fokus er på afsætning af deres varer, som ikke kan afsættes gennem de store andelsselskaber.
De står selv for kvalitetssikring, dokumentation, markedsføring og kundekontakt. Til gengæld har mange en udmærket indtægt, fordi de kan afsætte deres varer til en høj pris til udvalgte kundegrupper. En stor del af dem har helt andre baggrunde og uddannelser end en traditionel landmandsuddannelse.
Flere eksempler
Et eksempel er: HF Økohonning. Mathias og Per er unge mennesker med økonomiske og handelsmæssige uddannelser, som har overtaget den ene bedstefars 500 bikasser. De kører stadig rundt og passer deres bier, men fokus er på salg af specielle honningprodukter, som ’Bestøvningshonning’, ’Hestebønnehonning’, lynghonning med mere. De gør meget ud af at fortælle, at der er stor forskel på honning produceret på hestebønner, gederams, kløver og så videre. Honning gøres til et specialprodukt.
Mads, der er arkitekt, er et andet eksempel. Han har fundet på at komme økologisk halm blandet med myselium fra østershatte i genbrugs-mælkekartoner. Når man skærer en ridse i kartonen, vokser de fineste østershatte ud af siden på kartonen. Han driver nu et bylandbrug med flere ansatte.
Søren er mejeriingeniør og er nu overgået fra deltids- til fuldtidslandmand ved at producere økologisk hampeolie, hampeprotein, olier af hør og raps samt stenkværnet mel. Alt arbejdet foregår i den gamle grisestald.
Jens er psykolog og producerer specialhø til rideskoler og stutterier.
Fælles for dem er, at de bruger mange kræfter på at dokumentere, at kvaliteten af deres varer adskiller sig fra de varer, der findes på det store marked. Det er forudsætningen for at få den gode pris hos udsøgte kundegrupper.
Markedsføring og salg er i centrum for det daglige arbejde. Mange af produkterne sælges gennem helsekostbutikker og over nettet.
Der findes i hundredvis af disse mindre fødevareproducenter. Hvert andet år afholdes Herning Messecenter Foodexpo. Her præsenterer mindre fødevareproducenter deres varer og får kontakt til bl.a. cateringbranchen, som servicerer hoteller og restauranter, der for kunderne gerne vil servere noget, som ikke kan købes i det lokale supermarked.
Hjælp fra DLBR og Landbrug og Fødevarer
Disse små fødevareproducenter henter kun i beskedent omfang hjælp fra de lokale DLBR-rådgivningskontorer. Kun et mindretal er medlemmer af de lokale landboforeninger til trods for, at de ser sig som en del af fødevareklyngen og gerne kalder sig landmænd.
Det er rigtig ærgerligt, for Landbrug & Fødevarer er en organisation for hele fødevareklyngen. Jeg tror, at rådgivningskontorer, Seges og L&F kunne bidrage med hjælp til disse mindre fødevareproducenter, men det kræver en forståelse for, at fokus skal sættes på markedsføring, salg og kvalitetsdokumentation i højere grad end på landbrugsrådgivningernes traditionelle kompetenceområder som produktionsoptimering på enkelte driftsgrene, økonomi, finansiering med mere.
Måske burde vi have en særlig sektor for deltidslandmænd. Sektoren kunne hedde: ’Landbrug og Fødevarers sektor for mindre fødevareproducenter’.
