Det bliver billigere at få en elev eller lærling

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har aftalt, at man kan få store tilskud resten af året til praktikanter og lærlinge. Hvordan man i praksis får administreret ordningen, må vente lidt endnu.

Nøjagtig hvordan vil det blive udmøntet, er ikke til at sige lige i disse dage. Nyheder er så frisk, så den besparelse, der vil komme, skal nok blive at se på regnskabet senere på året. Lige nu er det dog tålmodighed, man skal væbne sig med.

Den gode og dugfriske nyhed er nemlig, at alle, der har eller får landbrugselever og lærlinge i år, vil få et klækkeligt tilskud. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at bruge 5,4 mia. kr. på at holde en hånd under elever, lærlinge og danske virksomheder gennem penge fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).

Coronakrisen går nemlig hårdt ud over de unge under oplæring, der ofte ikke har kunnet få nok ud af deres erhvervsuddannelser under nedlukningen af Danmark. Landbrugets uddannelsessteder er selvfølgelig med i ordningen.

I praksisbliver der et tilskud til løn for private virksomheder, der har lærlinge eller vil ansætte lærlinge. Resten af året får man dækket 75 pct. af en lærlings løn. Derudover gives der løntilskud for nye aftaler på hhv. 45 pct. af korte aftaler og 90 pct. til nye læreaftaler. Løntilskudsordningen gælder fra 1. maj til 31. december i år.

Kan måske give flere elevpladser

Derudover får samtlige arbejdsgivere også suspenderet deres AUB-bidrag (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) - samlet 1,4 mia. kr. Alle arbejdsgivere, både offentlige og private, får derudover forhøjet lønrefusion under skoleophold med 20 pct. i andet halvår af 2020.

Næstformand for Danske Landbrugsskoler, Jens Munk Kruse, der også er forstander på Dalum Landbrugsskole, er meget glad for nye ordning.

»Det eneste er, at der er stor forskel på de landmænd, der indgik aftale med en elev før den 1. maj, og dem, der indgår efter den dato. Men selv om der er den forskel, er jeg meget tilfreds med, at der kommer en hjælp til landmænd, der har elever. Måske vil det give flere elevpladser. Heldigvis står vi ikke i en situation, hvor vi mangler praktikpladser. Tværtimod har vi elever på nogle af landets skoler. Alligevel kan der være steder, hvor det giver mening, at en landmand nu får mulighed for at få en ekstra landbrugselev«, siger Jens Munk Kruse.

Vær tålmodig

Gitte Borup får rigtig mange opkald fra landmænd, som spørger til, hvordan den nye ordning i praksis vil fungere. Hun er administrativ chef på Dalum landbrugsskole og er som alle andre også meget tilfreds med ordningen, der også ser spændende ud for læremestrene. Hun er dog først tilfreds, når hun ved helt nøjagtigt, hvordan man rent praktisk vil skulle forholde sig til refusion, både når landbrugseleven er på skole, og når man har en elev i praktik.

»Vær tålmodig, det er det bedste råd, jeg kan give lige i disse dage. Vi skal nok få besked, når der kommer vejledning ud fra AUB. Men der vil nok lidt tid, inden vi ved, hvordan vi skal forholde os rent praktisk«, siger Gitte Borup.

Faktaboks

AUB

  • AUB, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, er en selvejende institution, som skal administrere refusions- og tilskudsordninger, der skal være med til at skaffe det fornødne antal praktikpladser for uddannelsessøgende.
  • Arbejdsgivere indbetaler årligt ca. 5 mia. kr. i lovpligtigt bidrag til det formål.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle