Det handler om at tjene penge

Det er en ganske interessant vinkel på landbruget, der fortælles på bagsiden af 2. sektion i denne uge. Mark-reporter Lars Kelstrup har besøgt Førslev Gods, først og fremmest for at kunne fortælle om, hvordan godset driver sine marker. Det kan du læse om i næste nummer af Magasinet Mark. I avisen er det en helt anden historie, der fortælles.

Her beretter driftsleder Henrik Simonsen om alt det andet, der sker på godset. Om stalde, der er lejet ud til en lokal fåreavler. En ældgammel lade, der bruges af et foderstoffirma. En halmlade, der er udlejet til almindelig opbevaring. En køresilo, som en entreprenør bruger til træflis. 20 gamle arbejderboliger er udlejet, ofte til lejere helt uden tilknytning til landbruget.

Henrik Simonsen lægger ikke skjul på, at alle disse aktiviteter kun er supplement til den egentlige forretning ude på de 781 hektar. Men et meget vigtigt supplement, som andre måske kan lære af.

Kendetegnende for de fleste landbrug er jo, at man ejer en stor bygningsmasse og megen jord. Ikke alle bygninger egner sig som moderne staldanlæg, og ikke alle hektar er værd at så hvede og byg på. Men ofte kan begge dele bruges til noget helt andet. Ganske mange håndværkere og andre mangler lagerplads, og marginale arealer kan måske med fordel lejes ud eller omlægges til støtteberettiget natur. Nogle går skridtet videre og ombygger den gamle lade til kontorlokaler - i disse it-tider kan det være ganske attraktivt for moderne virksomheder at etablere sig uden for byskilte, hvor parkering er nemmere og omgivelser mere inspirerende.

Selvfølgelig kan det blive for småt, og ikke alle kan tjene på at sprede sig. Men det er en god ide at se lidt kreativt på den virksomhed, landbruget er. Det afgørende er ikke antallet af grise eller mælkeydelsen pr. ko. Det handler om at tjene penge - og alle penge er lige gode.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle