Det skal være sejt at være sikker

Af Esben Tanghus, medlem af LandboUngdoms landsledelse.

Alle snakker om det, nogen gør noget ved det, mens andre desværre tager for let på det, for ulykken sker kun for naboen. Men hvis naboen tænker det samme, så kan det jo være, at det er én selv, det går ud over.

Det er med stor glæde, at Landboungdommen og 3M har indgået et samarbejde om sikkerhed i landbruget. For i Landboungdom passer vi godt på vores medlemmer.

Sikkerhedssolbriller til alle medlemmer

Vi i Landboungdom har et godt øje på sikkerhed. Derfor giver vi alle vores medlemmer et par sikkerhedssolbriller, så vi i fællesskab kan passe godt på vores øjne. Så kan medlemmerne rette øjnene på alle de andre steder, hvor de skal passe på.

Hen over sommeren vil de lokale Landboungdom-lokalforeninger uddele sikkerhedssolbrillerne til vores cirka 3.000 medlemmer. Vores håb og forventning er, at solbrillerne bliver brugt.

Der sker alt for mange ulykker i landbruget, og de unge er overrepræsenteret i arbejdsulykkestatistikkerne. Det vil vi i Landboungdom være med til at gøre noget ved.

Det tørre vejr kan vi kun snakke om, men ikke gøre noget ved. Men sikkerheden kan vi gøre noget ved. Det er vigtigt, at vi passer på os selv og hinanden. Arbejdskraften er den begrænsende faktor i landbruget, og vi vil ikke undvære nogen på grund af en ulykke.

Alle ved, at man skal have sikkerhedsfodtøj på, og alle ved også, at man skal have høreværn på, når det larmer. Vi ved også, at vi skal passe på vores øjne, når vi svejser og skærer med vinkelsliber, men hvad så med resten af tiden? Støv og andre fremmedlemmer er tit i luften i de miljøer, hvor vi arbejder, og pludselig er det i øjet, og måske bliver det beskadiget, så man mister synet.

Vi vil gøre det sejt at gå med sikkerhedsbriller. Det håber vi, at alle i erhvervet bakker op om.

Vi vil ikke have, at der bliver set ned på de folk, der bruger dem. For de har nemlig taget stilling til at passe godt på sig selv og deres syn. I mange andre store industrier er det lovkrav at gå med briller hele dagen. Hvorfor? Fordi det giver mening. Vi i Landboungdommen sætter fokus på sikkerhed, og vi håber, at folk tager godt imod det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle