Det er en barsk titel, historikeren og samfundsforskeren Michael Böss har givet sin nye bog. Han hævder, at vi lever i en »nutidskultur«, som er »kendetegnet ved et stadig mere løst forhold til fortiden, men heller ikke har drømme og visioner for fremtiden. Et samfund med en sådan kultur trues af historieløshed«. Og det svarer til at være dement!
I en halv snes kapitler beskriver Böss, hvorledes denne udvikling er resultatet af, at et funktionalistisk menneskesyn efterhånden har gennemsyret vort samfund, herunder også i høj grad politikernes tale- og tænkemåder. Forfatteren hævder i bogens indledning, at han har et dobbelt formål, nemlig dels at vise farerne ved det historieløse, dels at forklare betydningen af historiebevidsthed og historisk dannelse som værende forudsætningen for, at vi kan »leve i et erindrende samfund«.
Det er nok den første, kritiske del af opgaven, der lykkes bedst. Bogen er velskrevet og engagerende båret af en værdikonservativ og socialliberal grundholdning. Argumentationen kan være både skarp og morsom. Og det er svært ikke at være enig med Böss i hans mange påvisninger af hukommelsestabet i det digitalt styrede samfund. Det er et vigtigt ærinde, forfatteren er ude i. Men det forekommer alligevel lovlig enkelt, når han i bogens konkluderende afsnit skriver, at »historien kan være den kilde til indsigt, som kan gøre os frie og give os fremtidsmodet tilbage, både som individer og samfund«. Jeg tror, der skal mere til.
Om bogen:
Michael Böss: ”Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen”, 222 sider, kr. 249,95. Kristeligt Dagblads Forlag 2014.
