Familien, der grundlagde Skiold, er gået i fisk

Efter salg af maskinfabrikken Skiold har Hougaard-familien købt aktiemajoriteten i Graintec, der sælger anlæg til produktion af fiskefoder.

Sidste år købte en gammel kending i landbruget alle A-aktierne i virksomheden Graintec A/S, der er specialist i anlæg til produktion af fiskefoder.

Køberen var Thoraso ApS, der nu ejer 90 procent af virksomheden.

Bag Thoraso står Henrik Hougaard og hans tre børn Thomas, Rasmus og Sofie.

Indtil 2017 ejede Thoraso maskinfabrikken Skiold, der havde speciale i rensning af frø, håndtering af korn, fodermøller og løsninger til svinestalde og omsatte for næsten 600 mio. kr. om året. Familien Hougaard indkasserede et pænt tre-cifret millionbeløb, da de solgte Skiold til investeringsselskabet Solix Group.

Graintec blev grundlagt i 1985 som et datterselskab af Danish Turnkey Dairies A/S. Idéen var at overføre know-how fra mejerier og slagterier til fabrikker for produktion af dyrefoder.

I dag er Graintec en af verdens førende virksomheder, når det gælder projektering af nøglefærdige og dele af fabrikker og anlæg til produktion af foder - især laksefoder - til havbrug.

Virksomhedens omsætning har i de tre seneste år med henholdsvis 247, 263 og 258 mio. kr. ligget lige omkring den kvarte mio. kr.

I de samme tre år var resultatet før skat på helholdsvis 1,3 mio. kr., -6,6 mio. kr. og 113.000 kr.

I år og næste år forventer virksomhedens ledelse, at både omsætning og resultat stiger.

Graintec har i dag 90 ansatte, hovedkontor i Vejle og datterselskaber i Chile, Kina og Kansas, USA.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle