Fra 6 til 2 pct. døde efter PCV2-vaccination

Terese Hansens indkøbte smågrise klarede sig fint indtil 60-65 kg, hvor PCV2 ramte op mod halvdelen af grisene.

Det var Danvet-dyrlæge Kasper Jeppesens forslag, at smågrisene skulle vaccineres mod PCV2.

»Han kom også i soholdet og kunne se, at der også var PCV2-problemer dér,« fortæller Terese Hansen.

Ved dyrlægens besøg hos Terese Hansen i januar i år vurderede han, at 44 ud af 192 nyindsatte 30 kgs-grise ville have haft glæde af PCV2-vaccination med Circoflex. Han foreslog derfor straks at sætte det i værk.

Heldigvis er samarbejdet med leverandørbesætningen godt, så de var straks med på at vaccinere.

Fra slutningen af februar har Terese Hansen derfor modtaget PCV2-vaccinerede smågrise.

»Jeg mærkede fremgang med det samme,« fortæller hun.

Først og fremmest er der stort set ingen syge grise. Dernæst er tilvæksten steget og ligger nu over 1.000 g om dagen. Foderforbruget er nede på 2,65 foderenheder pr. kg tilvækst som gennemsnit af 2. og 3. kvartal.

Sommeren 2013

PCV2 har ikke altid været et problem hos Terese Hansen.

»Jeg har fået grise fra samme leverandør siden 2011 og har hele tiden været godt tilfreds med grisene,« understreger hun.

Men fra sommeren 2013 begyndte problemerne, der tog til i løbet af efteråret.

Terese Hansen troede ikke selv, at vaccination ville hjælpe meget. Og med en vaccinepris på 8,50 kr. skulle effektiviteten forbedres mere, end hun forventede.

»Jeg betaler vaccinens pris + en kr. for arbejdet. Det er fair,« siger hun.

Udgiften løber op i 80.000 kr. årligt, men effekten er langt større.

Særligt mærker hun, at der er færre syge grise, og at dødeligheden er reduceret.

»Jeg vil skyde på, at jeg får vaccine-udgiften fire gange igen alene ud fra den lavere dødelighed,« siger hun.

Dødeligheden ligger nu omkring to procent. Hun mener, det er realistisk at nå ned på halvanden procent.

Hun skønner desuden, at medicinforbruget er faldet med en fjerdedel.

Tilmed er grisene mere ens ved indkøb og ved levering.

»Jeg har 13 ugers rotation i mine stalde, så tilvæksten betyder bestemt noget,« understreger hun.

Med baggrund i sine erfaringer har hun et enkelt råd til andre i samme situation:

»Kom i gang med vaccination. Jo før, jo bedre,« lyder det fra Terese Hansen.

Faktaboks

Terese Hansen

  • Har modtaget PCV2-vaccinerede smågrise siden februar i år
  • Har nu over 1.000 g tilvækst og foderforbrug mellem 2,65 og 2,70 FE pr. kg tilvækst

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle