Fremtidens vækst i danske hænder

Vækstteam fødevarer mener, at erhvervet kan skabe 25.000 nye, danske job i 2020. Ny tænketank vil have danskere i arbejde.

Der skal skabes bedre forhold til at ansætte flere danskere i fødevareerhvervene. Det er ét af de mål, Landbrug & Fødevarers nye tænketank stræber efter.

Tænketanken skal udarbejde forslag til, hvordan det danske arbejdsmarked skal indrettes fremover, så systemet forberedes på den vækst, som erhvervet forventer over de kommende syv år.

»Vi vil gerne udvikle erhvervet og har derfor også pligt at se på, hvordan vi kan skabe jobmuligheder,« fortæller Asger Krogsgaard, formand for tænketanken.

Attraktiv branche for danskere

Det er ikke et mål i sig selv, at L&F vil reducere udenlandsk arbejdskraft, men i stedet at gøre det mere attraktivt for danskere at gå ind i landbrugserhvervet.

I dag er ca. 12 procent af de ansatte i landbruget udlændinge, og Asger Krogsgaard peger på, at der også fremover vil være udenlandske ansatte. Men tænketankens hensigt er at lave nogle anbefalinger, så det bliver nemmere at få dansk arbejdskraft ud i både slagterier, mejerier og bedrifter.

»Arbejdsgiveren bestemmer selv, hvem han vil ansætte. Det vil vi ikke blande os i. Vores opgave er at gøre paletten så bred som mulig, så arbejdsgiveren kan tage en beslutning på et fagligt grundlag. Det gør vi ved at gøre det attraktivt at gå ind i erhvervet, blandt andet ved at skitsere et karriereforløb, for at undgå at de unge ender i en blindgyde,« fortæller han.

 

Konkrete politiske initiativer

Øget pres på den danske konkurrenceevne og fokus på udenlandsk arbejdskraft er blandt andet det, der har fået L&F til at samle et hold eksperter og videnspersoner, der skal diskutere, hvordan udfordringerne kan løses.

Tænketanken består af 14 personer fra blandt andre 3F, Arla, Danske Landbrugsskoler og Fødevareforbundet NNF.

Gruppen vil i begyndelsen af januar præsentere en række konkrete forslag og initiativer til en ny indretning af det danske arbejdsmarked.

»Det er ikke nok, vi bare regner ud, vi kan øge produktionen med 30 mia. En øget produktion kræver flere hænder og kvalificeret arbejdskraft. Det ansvar tager vi nu på os og gennemgår derfor hele værdikæden,« fortæller Asger Krogsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle