Af Marianne Jørgensen, Salling
Coronaen er afblæst! Det er både en befrielse og et traume, når man som mig (og Bondemanden) har undgået smitte i to år og er gennemvaccinerede mod alt muligt, og nu også mod covid-19... Bliver det mon min (vores) tur alligevel?
Det er fire år siden, min svigersøster og jeg var i Uganda, en mageløs oplevelse, som vi tit mindes og taler om med både fryd og ærefrygt! Inden afrejse var vi blevet forsynet med alverdens vaccinationer, sådan som sundhedsstyrelsen anbefaler, og yderligere en mod gul feber, som myndighederne i Uganda krævede, for at de overhovedet ville have os ind i landet. Nu åbner verden igen så småt, og jeg sidder og tænker på, om der i fremtiden vil blive stillet krav til os om vacciner, når vi rejser rundt i verden. Det kan man både frygte og håbe! Omvendt er jeg jo en af forløberne for ’speltmødrene’ – jeg fik ikke mine små poder vaccinerede mod MFR, sådan som jeg ’skulle’. Det var i 90erne, og der var sået tvivl om vaccinen kunne give traumer og senfølger, og jeg var rædselsslagen ved tanken om, at jeg kunne påføre mine små diverse skavanker... De var så små, så fine og fuldkomne, og da ældsteungen havde eksem og fik naturmedicin af en homøopat, var jeg ikke vidende nok til selv at afgøre, om vaccinen kunne skade dem for livet. Heldigvis sagde vores landsbylæge, at der nok ikke skete noget ved at vente. Og det gjorde vi. Og da de blev 12, fik de den så. MFR. For man ved jo aldrig. Så ja, jeg forstår så inderligt godt de forældre, der vægrer sig ved at lade deres småbørn vaccinere – for hvad nu, hvis det slet ikke bliver nødvendigt, hvad nu, hvis covid-19 dør med omikron-varianten, så kan man jo hævde, at det er at skyde gråspurve med kanoner... eller? Ja, ingen ved noget med sikkerhed. Og det er det, der er så forbandet.
Noget andet, der handler om forbandelser og sikkerhed, er den usikkerhed, der hersker i øjeblikket omkring Rusland og Ukraine, Nato og kineserne og alt deres væsen. SUK, hvorfor bliver verdens magtmænd bare aldrig klogere, og SUK, hvorfor er der ikke flere kvinder i verdens magtcentre?? Ingen vil krig, nej, nej, men spille med musklerne og rasle med sablerne, det vil verdens stormagter, og jeg er sikker på, at det var blevet helt anderledes, ja jeg er sikker på, det slet ikke var blevet, havde statslederne været kvinder!
Bondemanden siger, jeg er naiv. Det har han sikkert ret i. Men tanken forlader mig nu ikke så let...
