Du behøver ikke være en stor, stærk knægt for at slagte får, skyde kænguruer eller skifte olie på en bil i bushen. Randi Øster prøvede hele paletten under sine ophold i Australien og New Zealand.
respeeeekt!
Ingen tvivl om, at Randi Øster har fået en på opleveren de to gange hun har været udenbys - først et år i Australien i modul 2-praktik, og senere hen da det igen kriblede for at komme ud, og hun tog syv måneder til New Zealand som faglært landmand.
I Australien arbejdede hun på både en kvæg- og en fårefarm, og her var naturen anderledes rå end på en bondegård i Danmark.
»Vi tjekkede dyrene hver dag for at se, om der var nogle døde. Hvis der var det, skulle de slæbes væk og dumpes ved et træ eller lignende. I Australien er der ikke nogen, der kommer og henter de døde dyr, som der er i Danmark. Dér hedder det stærk varme og rovdyr,« fortæller Randi Øster, da hun sidder ved spisebordet i den 86 kvm. lejlighed som ligger oven på farestalden, hvor pattegrisene kommer til verden.
»Min opgave var også at fodre de fire hyrdehunde. Deres normale kost var et får, og det var altså mig, der skulle slå det ihjel. Så måtte jeg jo ud og finde et svagt får, skære halsen over på det og servere det for hundene. Så havde de mad til to-tre dage. Det var lidt makabert, for jeg har jo kun slået grise ihjel, hvis de var meget syge. Men altså enten ville fåret dø i løbet af de næste dage, fordi det var så svagt, eller også skulle jeg slå det ihjel og give det til hundene, og det, synes jeg egentlig, var mere humant,« siger hun eftertænksomt.
Kænguru- og kaninjagt
Selv om Randi Øster i dag arbejder med svin, har hun altid været fascineret af får og samarbejdet mellem hyrde og hunde. Men det er ikke nemt at skulle klippe får, og selv om hun var på fåreklipperskole for at lære den svære kunst, ville hun nok aldrig blive færdig med at barbere 10.000 uldtotter på en farm.
»Jeg har præsteret at klippe to får. Det tog mig et kvarter per får, og det var meget, meget tålmodige får,« griner hun.
»Det er faktisk utrolig svært. Sønnen i familien, jeg boede hos, var statsmester, og han kunne klippe cirka 300 får på en dag, det vil sige, han brugte cirka 40-50 sekunder på at klippe et får. Han var super dygtig.«
Men det var ikke kun uldne væsner, Randi Øster havde i sigte på sine udlandseventyr.
»Nogle aftner var vi på »spotlighting« - det vil sige ude og skyde kænguruer. Det må man ikke, men de er så stor en plage i Australien, at man er nødt til at få nogen af dem fjernet. Jeg skød dog ikke nogen. Jeg har kun skudt kaniner i New Zealand. Der skød vi dem ud gennem køkkenvinduet,« siger hun ganske afslappet.
Se mulighederne
»For at lære sprog. På modul 1b lærer man lidt farmerengelsk, men det er begrænset. Og hvis de unge landmænd gerne vil østpå på et tidspunkt, eller gerne selv vil forhandle foder med amerikanerne eller irerne, så bliver man næsten nødt til at have noget sprog med i bagagen. Ja, og så ved jeg godt, at unge danskere er temmeligt selvstændige i forvejen, men det skader aldrig at komme væk fra mors kødgryder - det gør det ikke.«
Puha, det er et stort spørgsmål. Jo, jeg er nok blevet mere udadvendt. Og mere tålmodig. Og så tror jeg bare, at jeg har lært at se flere muligheder i ting. Mit nuværende job har jeg for eksempel fundet over nettet, inden jeg kom hjem - uden at have set stedet. Og så måtte jeg jo bare tage det, som det kom. Jeg tror ikke lige, andre ville have gjort det, for man vil jo gerne have, at det hele altid skal være så sikkert,« siger Randi Øster, som gerne sender gode råd med på vejen til unge i samme båd:
»Sørg for at involvere jer i lokalbefolkningen. Og spørg. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.«
Hendes iver er ikke til at tage fejl af. Som om den bare gjalder »af sted, af sted.«
kgj
