Den meget vejrafhængige græsart er en slags fornuftig gambling for landmand Peder S. Christensen. Han har 100 hektar nær havet ved Faxe.
Regnen raser tungt ned, himmelen er grå som beton, og vinden fyger. Peder S. Christensen tager det roligt, ja med et smil, for årets rødsvingelhøst ligger trygt til tørre i hans to lagre ved Tystrup og Haslev.
»Det er altid lidt nervepirrende med rødsvingel. Op til høsten er jeg ude hver dag og tjekke for farven i græsset. Man skal være der så præcist som muligt med rødsvingel. Enten risikerer du at høste for tidligt, og så mister du udbytte, men i samme snuptag kan du komme for sent. Og så begynder der at vokse undergræs, og frøene bliver mere spildsomme. Det gør høsten væsentligt vanskeligere, og du risikerer igen at miste udbytte, fordi frøene klæber til det fugtigere undergræs,« siger han.
»Men det ser ud til, at jeg har taget den rigtige beslutning i år,« smiler han.
Regnen hidser sig mere op, og står nu ned som et himmelvandfald udenfor.
Ligesom de fleste græsarter er rødsvingel meget afhængig af vejeret. Peder S. Christensen dyrker to af de mere vanskelige rødsvingelsorter, Smirna og Troville. De har korte udløbere, og det betyder, at de genetisk er mere spildsomme. Man skal altså være meget akkurat med høsttidspunktet.
»Det er da nogle lidt mere drilske sorter, jeg dyrker, men så er prisen også tilsvarende højere. Jeg synes, det er sjovere at få 13 kroner pr. kg ved en mere risikabel sort, end omkring syv kroner for en mere pålidelig. Det kræver selvfølgelig is i maven til tider, og det kræver et stort kendskab til sine marker og ukrudtstrykket og en hjælpende hånd fra vejeret for en god høst. Der er et gambling-element i det, og det tiltaler mig. Men man skal have et roligt temperament, for det nytter ikke noget, at man går og frygter høsten hele foråret,« siger han.
»Du kan som avler af Troville og Smirna tjene ekstra penge, hvis du kan få det til at fungere. Men omvendt kan du hurtigt tabe flere penge,« fortsætter han.
Skal give økonomisk mening
Det er vigtigt for Peder S. Christensen at slå fast, at gamblingelementet til trods er det helt basale økonomiske interesser, der driver ham som frøavler. Det skal give økonomisk mening.
»Det er klart, at selvom jeg synes, det er en sjov art at avle, og der går sport i den somme tider, så er det min levevej, og det skal kunne betale sig. Hvis jeg tre år i streg kan se, at jeg ligger under gennemsnittet af udbytterne på de rødsvingelsorter, jeg avler, jamen så ville jeg stoppe med det samme,« siger han og fortsætter:
»Når jeg ser på gennemsnittet på udbytterne og mine, så er det min eksamen som avler. Der bliver det meget konkret, om jeg har truffet de rigtige beslutninger i løbet af sæsonen, og det kan jeg godt lide. Men lå jeg under gennemsnittet, havde jeg ikke dyrket rødsvingel i 20 år.«
Han fortæller, at rødsvinglen også passer godt ind i hans markplaner.
»Jeg driver 1.000 hektar sammen med min far. Og det er et større puslespil at få til at gå op, så høst og arbejdskapacitet stemmer overens. Her passer rødsvingel godt ind, da den skal høstes tidligt. Så året starter med den, så raps og hvede. Det er en god måde at få spredt høsten,« siger han.
Det er en slægtsgård
Peder S. Christensen er 7. generation på Skovholm, og han ved, at de har avlet frø, siden hans farfar også var frøavler i 1950’erne, »dengang man kørte med selvbindere.«
I dag driver han 1.000 hektar med sin far.
»Vi mødes hver dag. Vi har hver vores jord, men vi diskuterer alt og rådfører os med hinanden. Det fungerer godt, og han har et meget roligt temperament, og det er som sagt en fordel ved frøavl,« siger Peder S. Christensen.
Måske bliver han den syvende og sidste generation på Skovholm. Det er også okay.
»Det betyder noget særligt for mig, at det er en slægtsgård, hvis min søn (13 år) har lyst, kan han overtage, hvis ikke, så er det lige så fint.«
