»Kan du virkelig det?«
Det var min mor, der spurgte for over 30 år siden. Jeg var lige begyndt på et nyt arbejde, og nu ville hun gerne vide, hvad det egentlig var, jeg lavede.
Tålmodig, som kun en søn kan være det, forklarer jeg, hvad mit arbejde i virkeligheden går ud på. Selvom jeg er kortfattet, når jeg lige - som enhver god søn - at overdrive en lille smule.
Så er det, at der er en pause, inden hun udbryder:
»Kan du virkelig alt det?«
»Ja, hvad tror du egentlig, jeg er uddannet til,« svarer jeg en anelse overlegent i betragtning af min ene uges erfaring på arbejdsmarkedet.
Det er en af den slags samtaler, som på den ene side forsvinder i erindringens dyb, på den anden side aldrig bliver glemt. Min mor er for længst død, men erindringen om hendes beundring sidder stadig i mig - dog blandet med en lille irritation over, at hun vidste så lidt om mit liv.
Nå ja, så er erindringen vakt til live af, at vi pludselig selv har voksne børn, og at vores kønne datter lige har fået nyt job. Drømmejobbet, betror hun os begejstret, da hun og lemmedaskeren besøger os for at forære de gamle en forsinket julegave. Den består forresten i, hvad de kalder »en rødvinsaften«, hvilket - viser det sig - betyder, at vi sammen drager i en vinhandel og køber ind, og at vi derefter køber masser af lækker mad. Børnene betaler vinen, vi betaler maden, og jeg tænker bekymret på, om lemmedaskeren nu har råd ...
Vi laver maden sammen, og jeg ser, hvordan min kloge kone holder et diskret - men skarpt - øje med, om de nu også gør tingene rigtigt.
Det gør de! Mens den kønne datter elegant afslutter en russisk æggekage med laks, står lemmedaskeren for at tilberede muslingerne. Jeg får lov til at dække bordet, mens den ene lækre ret efter den anden bliver tryllet frem i køkkenet.
Fra min plads i spisestuen hører jeg min kloge kone spørge vores kønne datter:
»Hvad er det egentlig, du skal lave i dit nye arbejde?«
Som enhver god pige har hun ventet på det spørgsmål og forberedt sig på svaret, som består af lange kæder af sætninger med ord, som vi ikke forstår betydningen af.
Ingen af os tør for alvor spørge, men min kloge kone kommer i tanker om, at netop da hun havde vores datters alder, startede også hun på nyt arbejde.
Selv står jeg og tænker på, at den pige, som vi hjalp med lektierne i forgårs, nu skal tage sig af syge mennesker.
»Kan hun virkelig det!« tænker jeg.
