Gennembrud: DC stormer ind på det kinesiske marked

Svinekødsalget til Kina boomer nu for alvor. Mere end 50 procent af EU’s eksport af svinekød i januar gik til det enorme land i øst.

Kina/Hongkong tager nu for alvor fra, når det gælder import af svinekød fra Europa.

Det viser nye tal fra EU-Kommissionen, der har opgjort eksporten af svinekød i januar 2016. I årets første måned gik hele 140.000 ton ud af den samlede EU-eksport på 270.000 ton til Kina/Hongkong. Heraf tegner Danish Crown sig for cirka to tredjedele.

Eksporttallet er en stigning på hele 68 procent i forhold til samme måned i 2015, hvor der blev sendt 84.000 ton mod det store land i øst.

»Kina er vældig interessant for os. Men det er også et lidt uforudsigeligt marked med store udsving i efterspørgslen«, fortæller pressechef Jens Hansen fra DC.

Med verdens største befolkning skulle man måske tro, at der ville være en vis stabilitet i efterspørgslen på svinekød i Kina. Men landet er også verdens største svineproducent, og med halvdelen af de mange svin placeret i små-produktioner har man fra kinesisk side svært ved at bevare overblikket over udbuddet.

»Så vores afsætning er sådan lidt uge for uge-baseret med korte aftaler, forklarer Jens Hansen., der af konkurrencehensyn ikke vil oplyse salgs-tal og -priser:

»Men sammenlignet med det europæiske marked og en notering på 8,70 er Kina interessant lige nu. Jeg vil strække mig så langt og sige, at det er relativt godt marked«, fastslår Jens Hansen.

Vi har ventet i 20 år

»Det er klart, at det har en kæmpe betydning, at det kinesiske markeds efterspørgsel trækker noget svinekød væk fra EU-markedet,« fortæller markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer.

Han er ikke overrasket over udviklingen.

»Vi har forventet i 20 år, at kineserne ville øge efterspørgslen. Nu sker det,« forklarer han.

En del af forklaringen på boomet er Ruslands forsvinden fra markedet.

»Kinesernes import stiger. Men væksten skyldes også, at EU ikke har et russisk marked længere og at priserne er lave på EU-markedet. Når der er lave priser i EU, samtidig med at der har været høje priser i USA og andre steder, så får vi selvfølgelig markedsandele,« siger Karsten Flemin.

Hvor kineserne før købte grisetæer og andre biprodukter, så har smagen ændret sig. Nu tager de også mere almindelige kødstykker«, påpeger Karsten Flemin.

Faktaboks

  • Halvdelen af verdens svin slagtes og spises i Kina. 
  • Forbruget stiger hastigt, men produktionen halter bagefter. 
  • Næsten halvdelen af besætningerne har under 50 svin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle