Grovvarechefen i DLG besøger sine egne landmandskunder

Ikke bare størst men bedst, lyder ambitionen fra koncerndirektør Ole Christensen, der har ansvar for de seneste års omlægning af DLGs grovvareaktiviteter i Danmark.

»Jeg vil høre fra kundens egen mund, om det, som DLG tilbyder, er godt nok.«

Nok har koncerndirektør Ole Christensen sin base i et hjørnekontor på Axelborg. Men hans fokus ligger langt ude bag udsigten til Tivoli, nemlig i DLG’s danske grovvareforretning, som med en omsætning på 18-19 mia. kr. om året er landets største.

Men som samtidig må leve med kravet om at være bedst - first in class, som chefen for maskinrummet i DLG Farm Supply udtrykker det.

Dialog med landmænd

Efter 35 år i DLG, heraf de første mange år i jyske afdelinger, kender Ole Christensen høj som lav i selskabet, og han pointerer, at uden cirka 1.200 dygtige og engagerede medarbejderne ville DLG være intet!

Men ikke mindst landmænd - ejerne og kunderne - sætter han pris på at være i tæt dialog med, og derfor har han selv faste landmandskunder, som han besøger og servicerer.

»Ved at møde kunderne direkte afprøver jeg, om vi rammer rigtigt med vores tilbud. Jeg får gode ideer af det,« siger direktøren, der ikke selv har baggrund i landbruget.

»Jeg er uddannet inden for herrekonfektion. Jeg er vist den eneste i DLG, der kan tage mål til en habit,« siger han.

Men livet som fodboldspiller på højt niveau passede dårligt med åbningstiderne i herretøjsbranchen, så derfor søgte han job i DLG, bvor han siden har uddannet sig videre.

»Det var lidt af en tilfældighed, at jeg kom til DLG, men det har passet mig godt. Det er jo en fantastisk dynamisk branche, og jeg har været glad for at have udadvendte funktioner,« siger Ole Christensen, der blev medlem af koncerndirektionen i 1995.

Hans dialog med landmænd har skærpet hans bevidsthed om, at udviklingen i landbruget nødvendigvis må følges af tilsvarende forandringer i DLG.

Og som chef for Farm Supply gennem de seneste knap tre år har han haft ansvar for en række strukturelle forandringer, som bl.a. har resulteret i, at omkostningerne på to år er reduceret med cirka 220 mio. kr. om året.

Højst en håndtering

Ole Christensen peger på flere ændringer, som har bidraget til at trimme selskabet.

Således arbejder alle DLG’s danske aktiviteter nu for samme kasse, hvor hver aktivitet tidligere havde egen økonomi. Mindst lige så afgørende er det, at DLG Farm Supply er ændret fra en central til en decentral struktur med seks regionale, selvstændige forretninger.

»Forretningerne har hver især kompetencer til at træffe egne beslutninger på alle de faglige eller kommercielle områder uden at skulle ringe til Axelborg først. Det får jeg mange positive kommentarer til,« siger Ole Christensen.

En betydelig del af besparelsen bunder i, at DLG har foretaget en enorm effektivisering, hvad angår logistik og transport af korn, foder m.v.

»For en forretning som vores betyder det utrolig meget, om 100 kg korn flyttes 1,9 gange eller 1,2 gange,« siger Ole Christensen.

»Vores mål er en enkelt håndtering - One Touch, kalder vi det - og vi er godt på vej. Mod tidligere 1,9 håndteringer er vi nu nede på 1,2, og det er ekstremt lavt. Og det lykkes, bl.a. fordi vi samarbejder med mange landmænd, som i stigende grad selv kan udføre transport af deres varer. Det er en god forretning for både dem og os.«

Samarbejde med DLG’s tyske og svenske selskaber om transport og indkøb af gødning, kemi m.v. bidrager med yderligere synenergi, som styrker den danske forretning.

Land og Fritid rettet op

På fodersiden har DLG rationaliseret produktionen ved at lukke flere fabrikker og modernisere andre. Der hentes bl.a. gevinster i kraft af, at transport nu kan ske med 36 ton lastvogne mod tidligere højst 30 ton samt ved nye it-systemet til effektiv styring.

»Alene inden for Land og Fritid har vi rettet op på et underskud på cirka 50 mio. kr. om året ved at lukke 25 urentable butikker. På de resterende 55 butikker har vi indført frit valg af sortiment - det handler også om decentralisering,« siger Ole Christensen.

Ikke størst - men bedst

Han udtrykker ingen ambition om, at DLG skal vokse yderligere i Danmark, og han hilser konkurrence velkommer - herunder fra udenlandske selskaber.

»Det er positivt, at de presser os, så vi kan blive bedre. Vi må aldrig være tilfredse med bare at være størst, derimod skal vi presse os selv til at være bedst,« lyder målsætningen.

Ole Christensen vil lade kunderne og deres valg bedømme DLG Farm Supply i markedet, men han er ikke selv i tvivl om, at selskabet i dag er så stærkt i konkurrencen som aldrig før.

»Vi har skåret benhårdt til, men det var nødvendigt, og vi har nået de mål, vi satte os,« siger chefen for DLG Farm Supply.

Faktaboks

Ole Christensen

  • Koncerndirektør , 62 år
  • Født i Århus - AGF-fan
  • Uddannelse: Handelsstudent, merkonom.
  • Ansat i DLG siden 1980.
  • Chef for DLG Farm Supply siden 2012.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle