Halm er den mest oplagte klimavenlige brændsel

Af Thomas Holst, chefkonsulent i Danske Halmleverandører.

Der er løbende fortællinger i medierne om store stigninger i varmeprisen. Stigninger, som mange varmeforbrugere i denne vinter vil opleve, når regningen kommer fra energiselskabet, og det uanset om det er olie-, gas- eller el-baseret varme.

Særlig hårdt ramt er forbrugere til mindre varmeværker, der alene anvender naturgas som energikilde. Her vil stigninger på mere end hundrede procent på varmeregningen ikke være et særsyn.

De varmeværker, der i tide har stillet om til andre energiformer, f.eks. halm, flis eller lokalt baseret biogas, vil ikke mærke stigninger i nær samme omfang. Der ses dog også bevægelser i træflisprisen. De dispositioner, som varmeværkernes bestyrelser har foretaget i tidligere år, får nu pludselig en meget stor og afgørende betydning. Vi har i de seneste år, set en række mindre fjernvarmeværker se i andre retninger end biomasse. Her kan det være en rigtig god idé med en kombination af varmepumpe eller solvarme og en biomassekedel. Mange biomassekedler i dag designes på fornuftig vis til multifuel, så de kan benytte forskellige typer af biomasse.

Så når nu en række varmeværksbestyrelser leder efter løsninger på de høje priser, bør de se på værkerne, der valgte klimavenlig biomasse.

I Danske Halmleverandører ser vi fortsat halm som det mest oplagte klimavenlige brændsel. Det er et restprodukt, og vi har udviklet teknologi til udvinding af energi fra halm, der er i verdensklasse. Vi forventer også, der kommer varme fra halm i fremtiden, men om det er ved pyrolyse, biogas eller andre nye teknologier, må fremtiden vise.

Men i den situation, vi er i nu, med høje energipriser har halmen vist sig rolig i prisstrukturen. Om end vi må forvente, at I landmænd som professionelle virksomhedsejere igen i år foretager beregning af halmens værdi og omkostning for jer, inden der aftales nye kontrakter til levering til energianlæg her i 2022.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle