HCP kommer med koblingsfri variant

HCP viser på Landsskuet to modeller af Agrotron 6-serien i den nye C-shift-variant.

HCP Danmark har sammen med de danske Deutz-Fahr-forhandlere udvalgt to modeller af Deutz-Fahr C-shift til at turnere på de danske dyrskuer - heriblandt Landsskuet i Herning.

Agrotron 6150 C-shift og Agrotron 6160 C-shift yder henholdsvis 153 og 166 heste og udmærker sig i forhold til standardmodellerne ved, at chaufføren ikke behøver bruge koblingen, når der skiftes gruppegear.

»Den ”indvendige” del af transmissionen er bevaret, men ”udvendigt” er der en såkaldt skiftekulisse, der elhydraulisk foretager gearskiftene på vegne af chaufføren, uden han skal bruge koblingen ved skift af gruppegear,« fortæller Kristian Dalum, produktchef hos HCP.

»Det er ikke raketvidenskab men en forholdsvis enkel teknologi uden avancerede og effektkrævende oliekoblinger,« tilføjer han.

Det er ZF, der er leverandør af transmissionen til Deutz-Fahr. Den er opbygget omkring samme version som standard-modelllerne, der har en gearstang. Men på C-shift kan chaufføren vælge alle seks gearområder via trykknapper på joysticket.

Enkelhed mod trinløs

Ifølge Kristian Dalum har der de senere år været stor fokus på trinløse transmissioner. Men det enkle har nu også fået landmændenes opmærksomhed.

»Derfor har vi inden for Deutz-Fahr fået et komplet trinløst traktorprogram fra 100 til 340 heste. Men vi har oplevet stor interesse for C-shift-modellerne siden Agromek, hvor vi viste den for første gang. Det enkle gearskift og den brugervenlige betjening, vækker interesse,« fremhæver Kristian Dalum.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle