Hold fokus på en driftsgren

Jan Christiansen anbefaler, at markdriften udliciteres, for det er i stalden, svineproducenten kan gøre forskellen.

Alt for mange svineproducenter gaber over alt for meget arbejde og har ikke det tilstrækkelige fokus på det vigtigste: Grisene.

Det mener Jan Christiansen, der blandt de svineproducenter, han forsøger at hjælpe, ser en tendens til, at de i de hektiske måneder ved såning og høst ikke har fokus på staldene. Det mener han er en fejl.

»Man henter måske 5 til 10 procent af dækningsbidraget i marken, resten kommer fra stalden. De gode producenter i dag har valgt at udlicitere marken, fordi det er to omfattende driftsgrene, som tager tid. Satser man på begge, risikerer man at miste noget af overblikket i stalden,« siger Jan Christiansen.

Foruden et konstant fokus i staldene, så bør mange svineproducenter også være proaktive i forhold til deres regnskaber, som ifølge Jan Christiansen kan være uoverskuelige og vanskelige at forstå.

»Jeg oplever, at mange svineproducenter har svært ved at forstå de regnskaber, de får via Ø90-systemet. I andre erhvervsgrene er regnskaber mere simple,« mener Jan Christiansen og fortsætter:

»Du får måske 64 siders regnskab stukket i hånden med noter, og der har landmanden allerede givet op.«

Jan Christiansen foreslår, at svineproducenter i langt højere grad får udført en del af papirarbejdet via en farmsekretær og så samtidig sikrer sig, at regnskaber og budgetter bliver udformet på en sådan måde, at svineproducenterne forstår dem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle