Man mister troværdig som organisationsmand, hvis ikke landbruget kører godt derhjemme.
Jeg havde ingen problemer med at udvikle landbruget derhjemme. Mit problem var mere, at det blev for stort. Omsætningen på mit husmandsbrug blev større under mit formandsskab end det, formanden for Landboforeningerne H.O.A. Kjeldsen havde på sit gods i Himmerland.
Familielandbruges boss frem til fusionen med landboforeningerne i 2003, Peder Thomsen, klukker i telefonen, når han bliver spurgt om det kunne mærkes på landbruget derhjemme, at han tilbragte en stor del af tiden i København engageret i det organisatoriske liv i husmændenes landbrugsorganisation, Dansk Familielandbrug.
»Der var jo lidt godmodigt drilleri fra især landboforeningernes side, at man ikke kunne være husmand og drive et stort landbrug. Men skillelinjen var nu mere et spørgsmål om politik end hektar«, siger Peder Thomsen. Som husmændenes respræsentant fortsatte han som formand for Familielandbrugssektionen, da Dansk Familielandbrug og Landboforeningerne blev lagt sammen under navnet Dansk Landbrug.
Troværdigheden
»Men hvis jeg var blevet tvunget til at vælge mellem politik og landbrug, så ville jeg vælge landbruget. Der var mange andre organisationsfolk, der mere eller mindre lagde deres landbrug ned, når de blev politisk aktive. Det var nu en fejl. Man mister troværdighed, hvis alle ved, at det hele sejler derhjemme på gården. Det er vist kun konsulenter, der kan få en karriere ud af at have kuldsejlet et landbrug og bagefter rådgive om, hvordan man ikke skal gøre«, mener husmændenes sidste formand.
Vi slap for at skændes
Det var Peder Thomsen og landboforeningernes formand Peter Gæmelke, der på en delegationsrejse i Kina tog chancen, og i bussen slog de første streger på et stykke papir til fællesorganisationen Dansk Landbrug og dermed også skrev sig selv ud af landbrugspolitikken.
»Men det har jeg ikke fortrudt, ligesom jeg heller ikke har fortrudt de aktive år i organisationen«, siger Peder Thomsen. På hjemmefronten var han da også i den gunstige situation, at både hans hustru og søn i forvejen var engageret i det hjemlige landbrug med 200 søer i Sir ved Holstebro.
»Det allervigtigste er, at der er styr på det derhjemme. Min søn fik halvparten af gården, og så kunne jeg tage af sted med god samvittighed. Og så slap vi også for at gå og skændes«, siger Peder Thomsen og bliver alvorlig igen:
»Det er jo klart, at man ikke kan forlade sit landbrug, uden at der er styr på det. Så mit bedste råd til nye organisationsfolk er, at de får det stillet an, så de kan undværes derhjemme. Man kan ikke passe sit job i organisationen, hvis man samtidig tænker på problemerne derhjemme. Jeg var heldig at have en søn, der ville overtage. Men ellers skal man få ansat nogle dygtige folk«.
