Hyggeprojekt blev hovedindtægt

Et landmandspar har fået en forretning ud af at udbyde bondegårdsferie. I dag er det især det, de lever af.

Hjemme ved Elsebeth Junker og Bjarne Boesen er der altid liv. De har ved siden af deres 65 hektar økologiske planteavl haft bondegårdsferie i 20 år på Hellevad Vandmølle ved Rødekro.

»Det er simpelthen blevet vores primære indtægtskilde. Vi har også landbruget, men det kan vi ikke leve af«, siger Elsebeth Junker.

På gården har de i dag plads til 50 gæster i de 10 ferielejligheder, som er udlejet hele året rundt undtagen januar og februar.

»Det startede som et hyggeprojekt, fordi jeg gerne ville være hjemmegående med vores to første børn. Vi troede ikke på noget tidspunkt, at det skulle udvikle sig til det, det er blevet til i dag. Det er blevet en livsstil«, siger Elsebeth Junker, der er uddannet agronom fra Landbohøjskolen, men primært har arbejdet som pædagog.

»Vi overvejer slet ikke at udvide landbruget. Vi trives rigtig godt med at have bondegårdsferie, og markedet er der, kunderne er der. Vi vidste, at vi kunne det, og banken sagde okay til det«, siger hun.

Nye venner

Der er ikke meget tid til at se venner, og slet ikke om sommeren, hvor der er højsæson.

»Vi har et anderledes socialt liv, fordi det er med vores gæster«, siger Bjarne Boesen.

Flere af gæsterne kommer igen år efter år.

»Nogle ender med at blive mere venner end gæster, og så bliver det lige pludseligt svært at skrive en regning, men det nytter ikke noget. Det skal vi, fordi ellers ender vi med at forære det hele væk, og det er jo vores levevej«, siger Elsebeth Junker.

Andre ferieværter har et mere distanceret forhold til gæsterne, men den nære kontakt er vigtig for parret.

»Vi skal vide, hvem de er, og vi skal have lyst til at snakke med dem. Ellers tror jeg, vi skulle stoppe. Vi har også helt fra starten af sagt, at den dag, vi skal skrue smilet på, når vi åbner døren og siger velkommen, gider vi ikke mere. Det kan også tydeligt mærkes, hvis det ikke er ægte«, siger Elsebeth Junker.

Forhold mellem land og by

Bondemand Bjarne og bondekone Elsebeth er en vigtig del af oplevelsen ved at være på bondegårdsferie på Hellevad Vandmølle.

»Vi vil gerne formidle, hvad der foregår på et landbrug for at øge forståelsen mellem land og by«, siger Bjarne Boesen.

Feriegæsterne spænder vidt. Det er alt fra mennesker, der arbejder med økonomi, til teaterfolk og bedsteforældre, der vil vise børnebørnene livet på landet.

»Vi får simpelthen kontakt til så mange mennesker, som vi ikke ellers ville få. Det er utrolig spændende at høre om deres dagligdag og at gøre et indtryk på deres børn. Børn er jo det kæreste, vi har«, siger Bjarne Boesen.

Han mener, at dansk landbrug kunne lære meget om forbrugerne ved at udbyde bondegårdsferie.

»Hvis man bare havde en enkelt lejlighed og havde fem familier sommeren igennem, så kunne man komme rigtig langt, Det behøver ikke at være så kompliceret«, siger han.

Faktaboks

Landboturisme i Danmark

  • Ifølge Landsforeningen for Landboturisme er der ca. 60 udbydere af landboturisme i Danmark. Langt de fleste er ikke aktive landmænd. 
  • For at bruge betegnelsen 'bondegårdsferie' skal der være dyt på gården. Det er ligegyldigt, om det er få eller mange dyr. 
  • For at blive godkendt som feriested inspiceres den af nuværende medlemmer af foreningen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle